Dessert Kager sødt

Pandekager med søde abrikoser


Nu er det vinterferie lige om lidt for de fleste. Mange pakker bilen med skiboks på taget og andre sætter sig i en bus. Tilfælles har de mange timer foran sig på den tyske autobahn for at nå Alperne…….De heldige tager luftvejen, der er noget hurtigere!
Hmm……jeg har været afsted og ville ønske det var mig der skulle afsted igen. Jeg vil trøste mig med en crêpe……Elsker crêpes
Ønsker alle derude god rejse.
Kør forsigtigt!


Pandekagedej (ca. 20 styk)

250 gr hvedemel
3 æg
2 spsk rapskimolie
2 spsk sukker
1 spsk vaniljesukker
1 knivspids salt
5 dl mælk

I en stor skål piskes mel, æg, olie, sukker, vaniljesukker og salt sammen. Herefter under piskning tilsættes mælken lidt efter lidt. Pisk til dejen er glat. Lad dejen hvile i 30 minutter. Bag pandekagerne på en pande med smeltet smør.

12-14 abrikoser
1 rosmarin kvist
6 spsk akaciehonning
1 appelsin
1 tsk rosenvand
1 håndfuld smuttede mandler

Skær abrikoserne i kvarte. Opvarm honningen på en pande med saften fra en appelsin og rosmarinkvisten. Kog lidt ind til det er sirupsagtigt. Tilsæt abrikosstykkerne, mandler og rosenvand. Lad abrikoserne stege i siruppen i 10 minutter ved svag varme.
Anret lidt abrikos kompot på hver pandekage og strø med sukker.

snack

Auberginekaviar

Da jeg boede i Belgien spiste jeg tit på en restaurant i Bruxelles der hed “The lunch company”. Jeg bestilte ofte auberginekaviar, som det hed i menukortet, som starter til et glas vin…….Her er min version, som minder mig om mine mange frokoster på The Lunch Company!

1 kg aubergine
2 spsk tahin (sesam-pasta)
1 fed hvidløg
1 citron
salt og peber
1 spsk olivenolie
2 spsk hakket bredbladet persille

Skyl auberginerne og prik dem hele vejen rundt med en gaffel. Tænd ovnen 180 gr. Læg dem i en bradepande og bag dem i en time. Vend dem rundt undervejs. Afkøl auberginerne. Halver dem og skrab kødet ud med en ske. Blend auberginekødet med tahin, hvidløg, saften af en citron. Smag til med salt og peber. Før servering dryp med olivenolie og pynt med hakket persille. Er ideel som dip til sprøde grøntsager, crackers eller til at smørre på arabiske fladbrød sammen med tomat og feta.

forret Frokost morgenmad

Æg i cocotte med estragon og sprød tartine

Æg i cocotte med estragon og sprød tartine

Franskmænd elsker denne her lille ret. Ofte er det middagsmaden i mange franske hjem når man ikke orker at lave mad eller lige har fået købt ind. Franskmænd spiser ofte et let aftensmåltid til hverdag da frokosten ofte er det store måltid. Ingredienserne har man altid på køl og retten kan varieres i det uendelige. Man kan også opleve at få denne lille ret som en forret. Det er super delikat at dyppe sin baguette eller tartine i den bløde æggeblomme. Grønne asparges er også rigtigt delikat til at dyppe med. Har man lyst kan man også tilsætte spinat, bacon eller revet ost i sin cocotte.

Estragon er et kendt krydderi i det franske køkken man kalder det dronningen over alle krydderurter. Man finder ofte krydderiet i krydderiblandinger som Fine Herbes, Sauce Bearnaise, sauce tatare. Estragon bruges ofte i opskrifter med fjerkræ, æg og i dressinger, marinader og kryddereddike. Estragon eddike er en klassiker i Frankrig.
Estragon har en gennemtrængende smag så den skal bruges med omhu, så den ikke bliver for overdøvende. Smagen er lidt lakridsagtig.
I medicinens verden er estragon kendt for at virke fordøjelsesfremmende, febernedsættende og vanddrivende. Man siger også, at tygger man på bladene kan det hjælpe mod hikke og tandpine. Estragon indeholder masser af A og C vitamin, jod og andre mineraler.
Så jeg ønsker alle en god start på ugen!

1 æg pr. person
1 spsk cremefraiche pr. person
1/2 bundt estragon
Smør til at smørre cocotterne med
Smør hver cocotte med smør. Slå ægget ud i cocotten og tilsæt cremefraiche og 1 tsk hakket estragon pr. cocotte. Sæt cocotterne i en bradepande med vand op til midten af cocotten. Bag dem i 10 minutter ved 180 gr. Hviden skal være fast og blommen blød.

Tartine

1 flûtes el. andet hvedebrød
1/2 bundt estragon
Olivenolie
Havsalt

Skær brødet i stave. Dryp med olivenolie. Drys med hakket estragon og havsalt. Rist brødstængerne i ovnen ved 200 gr til de er sprøde.

forret snack

Stenbider rogn med gedeost

Det er det absolutte tegn på forår, når man kan servere stenbiderrogn. Det er comfort food at dyppe en grøn asparges i denne gudeskønne dyppelse……..

God weekend!




Stenbider rogn med gedeost

110 gr gedeost (Soignon)
3 spsk cremefraiche 18%
Peber
200 gr renset og saltet stenbider rogn
1 bundt grønne asparges
1 rødløg
6 skiver rugbrød

Rør gedeosten lind med cremefraiche 18%. Krydr med friskkværnet peber. Vend stenbider rognen i . Damp aspargeserne i kogende vand i 2 minutter. Hæld det kogende vand fra og giv dem et chok med iskoldt vand. Skyl aspargeserne til de er helt kolde. Skær løget i små tern. Rist rugbrødet og skær brødet i små trekanter. Anret stenbider rogn, aspargeserne, rødløg og rugbrødstrekanter på et stort fad. Dyp aspargeserne i rognen, rugbrød og drys med rødløg.

hovedret kød

Kylling med couscous

Elsker kylling! Det bliver jeg aldrig træt af. Denne her version er genial. Når kræet er smidt i ovnen er middagen klar efter 1 time og 15 min……..
I mellemtiden kan man slænge sig med en bog, TV eller noget andet ultra afslappende…

Kylling med couscous

1,5 kg kylling
150 gr couscous
2 dl hvidvin
½ dl olivenolie
1 appelsin
1 citron
1 håndfuld abrikoser
1 håndfuld dadler
50 gr pinjekerner
50 gr mandler
1 bundt mynte
1 håndfuld druer

Rub til kylling:
1 tsk fennikelfrø
1 tsk hel koriander
1 tsk spidskommen
½ tsk kanel
1 spsk havsalt
2 spsk olivenolie

Tænd ovnen på 200 gr. Start med at blande couscous i en skål sammen med hvidvin og olivenolie. Skyl appelsinen og citronen og riv skallen ned i couscous. Pres herefter saften og rør rundt. Skær abrikoser i mindre tern. Fjern kernen fra dadlerne og skær dem i mindre stykker. Bland abrikos-og dadeltern i couscous sammen med pinjekerner. Hak mandlerne groft, rør også dem i.
Hak mynten fint og halver druerne og bland dem ligeledes i. Stop nu det hele ind i kyllingen. Mas det sammen med en grydeske. Luk kyllingen med en brugt halv citron. Knus fennikelfrø, koriander og spidskommen i en morter. Bland kanel, salt og olie i. Smør kyllingen ind i rubben. Steg kyllingen i en time og et kvarter. Test at kyllingen har fået nok ved at løse lårbenet. Er kødsaften klar, er kyllingen færdig. Er saften blodig skal kyllingen steges lidt længere.
Parter kyllingen og skrab couscous fyldet ud og server det hele på et stort fad. Øs skysovsen fra bradepanden over kyllingen.