snack

Ristede kikærter og mandler

 

Så er min bønnebog ude i handlen – jeg håber I tager godt imod den og giver bønner og bælgfrugter en chance. Bønner er nemme at have med at gøre i køkkenet og de kan bruges til alle måltider. Her en hurtig snack med kikærter der smager – når du er “sulten for sjov” – go’ fornøjelse!

Ristede kikærter og mandler

Ingredienser

  • 400 g kikærter fra dåse eller kogte
  • 175 g mandler
  • 3 spsk. honning
  • 1 spsk. chiliflager
  • 1 spsk. havsalt
  • 1 tsk. stærk røget paprika
  • 3 spsk. olivenolie
  • Drys
  • 2 spsk. havsalt
  • 1 tsk. stærk røget paprika

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 160 gr. og beklæd en bageplade med bagepapir. Dræn kikærterne og tør dem i et viskestykke. Kom kikærter og mandler i en skål. Rør honning, chiliflager, salt, paprika og olie sammen i en anden skål. Hæld blandingen over mandler og kikærter. Bland godt rundt så de bliver dækket af marinaden. Fordel kikærter og mandler på bagepladen i et jævnt lag. Brug eventuelt en bageplade mere. Rist kikærter og mandler i ovnen i 30-35 minutter til de bliver gyldne. Vend mandler og kikærter rundt undervejs. Strø salt og paprika over når de er færdige. Afkøl dem før de indtages.
  2. TIP: Kan holde sig i en lufttæt beholder i en uge.

Grøntsager hovedret kød

Pasta med efterår!

Nu er det efterår med susende blæst. De gyldne og smukke farver begynder at melde sig på træerne og vi trækker i vindtæt og strik. Stearinlysene findes frem og der tændes op indenfor i brændeovn og pejs….🌪🍂🍁

Det er jo også hyggeligt – Hurra for vores skiftende årstider❣️

Her er en nem opskrift på en efterårs pasta ret – der oser af smukke gyldne farver som bladene🍁🍂🌾 der suser af træerne lige nu.

Bon appetit!

 

Pasta med efterår!

Ingredienser

  • Antal personer: 4
  • 1 butternut
  • 1 spsk olie
  • Kylling;
  • 4 kyllingebryster med skind og vingeben
  • 50 g mel
  • salt og peber
  • 2 spsk olivenolie
  • 50 g smør
  • 125 g østershatte
  • 250 g markchampignon
  • 1 bundt salvie
  • 300 g pastasløjfer

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 200. Skyl butternut og flæk den i to. Fjern kernerne og kom dem i et ovnfast fad. Dryp med olivenolie og krydr med salt og peber. Bag butternut mør i 30 minutter.
  2. I mellemtiden kom mel i en dyb tallerken og bland med salt og peber. Vend kyllingen i melet. Opvarm olie og halvdelen af smørret på panden. Steg kyllingen i 10 minutter på hver side. Vend under vejs til de får lige meget farve på alle sider.
  3. Skær stokken af champignon og skyl dem fri for jord. Dup dem tørre i et viskestykke og skær dem i skiver. Skær østershatte i mindre stykker.
  4. Steg svampene på panden.
  5. Skær den ovnbagte butternut i mindre stykker. Steg den med på panden.
  6. Kog pastasløjferne i spilkogende vand i 10 -12 minutter. Hæld vandet fra og kom pastaen tilbage i gryden.
  7. Tag kyllingen af panden og hæld resten fra panden i gryden og vend rundt med den kogte pasta.
  8. Smelt resten af smørret på panden. Steg salvie blade til de bliver sprøde.
  9. Server kyllingen ovenpå pastaen og pynt med smør stegt salvie.

fisk hovedret

Pasta med rejer

 

Tiden flyver afsted og nu er det efterår……Jeg er i pasta humør – så her kommer en nem opskrift med rejer og chorizo! Det er en ret der er totalt comfort food med der spreder varme og hygge omkring bordet!

Velbekomme😋🤗

 

Linguine med chorizo, rejer, hvidløg og avocadopesto

Ingredienser

  • Antal personer: 4
  • Avocadopesto:
  • 40 g pinjekerner
  • 1 bundt basilikum
  • 1 fed hvidløg
  • 1 usprøjtet citron
  • 1 avocado
  • 2 spsk olivenolie
  • 100 g feta
  • Pasta:
  • 300 g linguine
  • 100 g chorizo
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk olivenolie
  • 500 g pillede Nordsø rejer
  • Pynt;
  • Basilikum
  • Rødbedeblade

Sådan gør du

  1. Rist pinjekerner på en tør pande til de bliver lysebrune. Kom ristede pinjekerner i en minihakker sammen med basilikumblade, hvidløg og citronsaft.
  2. Halver avocado og tag kødet ud og kom i minihakkeren. Blend med olivenolie og feta til blød pesto.
  3. Kog linguine i 10-12 minutter i spilkogende saltet vand.
  4. I mellemtiden skær chorizopølse i skiver.
  5. Pil og hak hvidløg.
  6. Opvarm olivenolie på en pande. Svits hvidløg i et minut og kom chorizo på panden. Steg ved moderat varme i 3 minutter. Tilsæt rejerne på panden og steg i 1 minut.
  7. Kom linguine direkte fra gryden over på panden og vend det hele rundt. Server avocadopesto til retten.

Bagværk Kager sødt

Ølkage med chokolade

 

Ølkage er hurtigt rørt sammen og bagt til den akutte lækkersult……

Ølkage med chokolade

Ingredienser

  • (12 stykker)
  • 500 g hvedemel
  • 1 tsk. natron
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. stødt nellike
  • 500 g brun farin
  • 1 æg
  • 3½ dl mørk øl
  • 100 g chokoladeknapper
  • Pynt: flormelis

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 180 gr. Kom mel i en bageskål sammen med natron og krydderier. Bland det hele godt sammen.
  2. Tilsæt brun farin, æg og øl. Pisk dejen sammen.
  3. Vend chokoladeknapper i dejen.
  4. Beklæd en bradepande 25x20 cm med bagepapir. Kom dejen i formen, og fordel dejen jævnt.
  5. Bag kagen på midterste ovnribbe i 60 min. Dæk kagen til undervejs, så overfladen ikke bliver brændt.
  6. Test med en bagenål efter 50 min., om den har fået nok. Er nålen tør, er kagen bagt færdig. Afkøl kagen på en bagerist.
  7. Si flormelis over kagen før den skæres i firkanter.

forret Grøntsager supper

Gazpacho

Sikke en sommer det er med høje temperatuer – fuldstændig som i syden. Der er solmodne tomater alle vegne nu og for mig er det gazpacho tid – Denne herlige spanske suppe er en ægte klassiker. Det tager ikke lang tid at bikse sammen. Lav den om eftermiddagen og stil den på køl til den skal serveres til middag – iskold og læskende! Brug f.eks. peberfrugter, hårdkogte æg og ristede brød croutoner som en anden slags topping. Har du rester af gazpacho er det lækkert at bruge den som en sovs over nykogt pasta…….😋👌🏻🍎❣️

Gazpacho

Ingredienser

  • (6 personer)
  • Suppe:
  • 3 skiver hvedebrød
  • 5 dl tomatjuice
  • 500 g solmodne tomater
  • 1 agurk
  • 2 røde peber
  • 1 fed hvidløg
  • 1 bundt basilikum
  • 1½ dl olivenolie
  • havsalt og peber
  • 2 spsk. sherryeddike
  • Agurkesalsa:
  • 1 agurk
  • 1 bundt basilikum
  • 3 spsk. olivenolie
  • salt og peber
  • Pynt:
  • 1 bundt forårsløg
  • 100 g semidried tomat

Sådan gør du

  1. Læg brødskiverne i blød i tomatjuice.
  2. Skyl alle grøntsagerne. Skræl og flæk agurken, skrab kernerne ud, og skær den i grove stykker. Skær tomaterne i både, og fjern kernerne. Halver peberfrugterne, fjern kernerne, og skær dem i stykker.
  3. Blend det udblødte brød, alle grøntsagerne, basilikum og olivenolie til en suppe. Smag til med havsalt og peber.
  4. Tilsæt sherryeddike, og smag til med evt. mere salt. Er suppen for tyk, så spæd op med tomatjuice.
  5. Skyl og halver agurken. Fjern kernerne, og skær agurken i tern. Hak basilikum. Bland hakket agurk sammen med hakket basilikum og olivenolie. Krydr med salt og peber. Rens forårsløgene.
  6. Server suppen iskold. Pynt gazpacho med agurkesalsa, semidried tomat og hele forårsløg.