Dessert Kager

Cobbler med bær

En engelsk /amerikansk kage. Cobbler adskiller sig fra crumble ved at dejen er mere kikseagtig.
Det er super nemt og kan fremstilles på ingen tid. Det er egentlig ligegyldig hvad frugten er. Alt kan bruges. Det må være “biksemad” i dessert/kage universet God måde at få ryddet op i frugskålene på.
Det er lige kagen til at fortære efter en slentretur i naturen. Jeg vil sænke mig dybt i sofaen med en kop te og en tallerken cobbler under hagen!
Kan også anbefale cobbler som dessert med kold is til.
God søndag!

Cobbler med pærer og brombær, solbær og hindbær

500 gr pærer
150 gr solbær
125 gr hindbær
250 gr brombær
200 gr rørsukker
1 spsk majsmel
1 tsk bagepulver
175 gr mel
75 gr usaltet smør i tern
1 dl kærnemælk

Tænd ovnen på 200 gr. Smør en bradepande med smør i bunden. Skær pære i tynde både og læg dem i bradepanden. Hæld alle bærerne henover. Strø 50 gr sukker over frugten med 1 spsk majsmel.
Hæld mel og bagepulver i en foodprocessor sammen med smør og 100 gr sukker. Rør til dejen er som krummer. Tilsæt kærnemælk og rør til en blød og cremet dej.
Læg klatter af dejen udover frugten. Det skal ikke dække perfekt. Strø resten at sukkeret henover.
Bages i 30-35 minutter til frugten er mør og til dejen er gylden og sprød.

hovedret kød

perlespelt og perlehøne

Der er gået totalt perle i den……….
Det er altså et tilfælde at det blev perlehøne og perlespelt! De klæder absolut hinanden og er super gæstemad til weekenden. Man kan ikke sige gin uden også at sige enebær.
Enebær er klart moderne i disse tider, hvor det nordiske køkken hersker. Husk at være varsom med dem, for meget enebær er ikke rart for så bliver det for dominerende. Smagen er frisk og lidt harpiskagtig.
Jeg kan anebefale at læse Kille’s krydderier. Kille Enna har skrevet denne fantastiske krydderbibel, hvor man kun kan blive klogere om alle de krydderier vi er omgivet af, osse dem vi ikke kender.
Bon appetit!

Perlehøne marineret i gin og appelsin serveret med risotto af perlespelt med urter og gulerødder

Marinade

1 fed hvidløg
6 peberkorn
4 enebær
1 tsk fennikelfrø
1 appelsin
1 ½ dl gin
1 spsk honning
6 spsk rapsolie
6 perlehønebryster med vingeben

Læg hvidløg, peberkorn, enebær og fennikelfrø i en morter og knus groft. Riv skallen af appelsinen på et rivejern (anbefaler et Microplane jern, det er skarpt og utroligt effektivt). Herefter pres saften. Bland appelsinskal og saft med de knuste krydderier og tilsæt gin, honning og rapsolie. Rør det hele rundt. Læg perlehønebrysterne i en stor frostposte og hæld marinaden ved. Slå knude på posen og læg den i en skål og stil det på køl til dagen efter.
Tænd ovnen på 200 gr. Tag perlehønerne ud af posen og læg dem i en bradepande. Steg dem i 20-25 minutter til de er sprøde og gyldne.

”Perleotto” med urter og gulerødder

1 bananskalotteløg
1 spsk smør
1 spsk olivenolie
200 gr perlespelt
2,5 dl hvidvin
5 dl grøntsagsbouillon
3 gulerødder
2 persillerødder
1 fennikel
1 lille bundt citrontimian

Skær løget i helt fine tern. Skyl og klargør urterne med en tyndskralder og skær dem herefter i små tern. Smelt smør og olie i en gryde. Svits løg sammen med perlespelten. Hæld hvidvinen på og kog ind under omrøring. Når hvidvinen er kogt ind så hældes lidt bouillon på under omrøring. Fortsæt med at hælde bouillon på hver gang det er kogt ind. Nå man laver perleotto (risotto) forlader man ikke gryden. Hele processen tager ca. 20 minutter. Efter 10 minutter tilsættes urterne og hæld mere bouillon på. Når perleottoen er færdig er den cremet og urterne er al dente. Krydr med citron timian.
Anret store middags tallerkner med perleotto på midten og perlehøne på ovenpå.
Server et rustikt brød til.

bær Chutney marmelade

Råsyltede tyttebær

En ægte nordisk basker! Det må være lige op over at tyttebærrene er modne. Jeg køber ind i mellem frugt og grønt hos Pelle som er svensk og har en grønthandel, der hedder Blom & Kål. Sidste år havde han kassevis af tyttebær, men ingen kunder til dem. Vi må lære af svenskerne hvis vi skal være nordiske i køkkenet…….

Lige dele tyttebær og lidt mere rørsukker

Læg tyttebær i et sylteglas og hæld sukker over. Lad det stå og rør kun lidt i det. Det er samme princip som rysteribs. Smager fantastisk til kød og vildt. Pæretærte med flødeskum og en skefuld tyttebær smager skønt!

fisk forret hovedret

Blåmuslinger i cider og øl

Nu er det sæson for muslinger. Det er sund mad og vores hav bugner af dem. Det er også nem mad……Et sundt alternativ til fast food.
Efter at have boet i Belgien lærer man at elske muslinger og fritter; det er en nationalspise “moules frites”. I starten syntes jeg, det var en meget mærkelig sammensætning, men jeg overgav mig hurtigt. Det smager skønt og er en hyggelig ting at spise sammen.
Det har været en udfordrende og festlig weekend! Så her er lidt dagen derpå stemning; vores menu i aften er klart muslinger. Muslingerne er indkøbt hos min super fiskehandler på Rungsted Havn “Fiskerikajen”

Antal personer: 4 som forret, som hovedret beregn et lille kilo pr. person

2 kg blåmuslinger
25 gr smør
3 skalotteløg
1 fed hvidløg
2 porrer
2 gulerødder
1 bdt. timian
1 dl cider
3 dl hvedeøl
1 dl piskefløde
1 bdt. bredbladet persille

Vask muslingerne og sorter de døde fra. Er en musling åben og den ikke lukker sig efter man har banket den let ned i køkkenbordet, smides den væk. Stil muslinger i et dørslag ind til de skal bruges.
Hak løg, hvidløg, porrer og gulerødder. Smelt smør i en gryde og sautér urterne og timiankviste heri uden at de tager farve. Tilsæt cider og øl lad det bruse lidt af før muslingerne tilsættes. Læg låg på gryden og damp muslingerne i 4-5 minutter. Tag muslingerne op med en hulske og stil dem til side tildækket mens suppen sies. Tilsæt fløden i suppen og kog den lidt ind til den er cremet ved moderat varme. Vask og hak bredbladet persille og bland det i suppen. Anret muslinger og suppe sammen. Serveres med øl og groft brød.

forret Frokost hovedret

Risotto med skovsvampe

Risotto er italienernes biksemad. Når man ikke lige ved hvad man skal lave til middag eller bare ikke rigtigt har noget at byde på, kan man altid trylle en risotto frem…..I Italien!
Det kræver dog ikke mange ingredienser heller her i Danmark! Bare risotto ris og lidt tørrede svampe så er der ikke langt til en super ret.
Risotto kan bruges som forret, tilbehør til hovedret eller som frokostret!
Er risotto min hovedret serverer jeg også en sprød grøn salat til…….
Bon Appetit!

6 personer

25 gr tørrede svampe
250 gr champignon
50 gr smør
1 løg
175 gr risottoris
25 gr smør
1,5 dl maderia
2 spsk friskrevet parmesan
2 spsk friskhøvlet parmesan
Salt og peber

Sæt de tørrede svampe i blød i en skål med en halv liter kogende vand. Lad dem trække i 30 minutter. Vask champignon og skær dem i kvarte stykker. Hak løget i små tern. Smelt smørret i en sautépande og tilsæt løg, lad dem blive klare før champignonerne tilsættes. Rør godt i panden, skru ned og lad det simre. Hæld vandet fra de tørrede svampe over i en skål. Vrid svampene for væde og skær dem i stykker. Læg svampene på panden og steg det hele i 20 minutter til al saft en fordampet. Hold svampeblandingen varm mens risottoen tilberedes. Smelt smør i en gryde og tilsæt risene rør rundt til risene er blevet dækken med det smeltede smør. Tilsæt maderia og lad det koge ind. Herefter bruges ”svampevandet” hæld lidt på og rør, når vandet er fordampet tilsættes mere, bliv ved til der ikke er mere vand. Det er vigtigt at blive ved gryden og røre hele tiden så det ikke brænder på. Når risene er møre tilsættes svampene og den revet parmesan. Anret risottoen og pynt med den høvlede parmesan.

Tips: Husk at risotto skal spises lige når den er færdig! Den bliver hurtig tør, kold og kedelig.