Category Archives: fisk

fisk hovedret

Makrel med spicy smør og peberrodskartofler

Makrel

 

 

Makrel er mere end den i dåse med tomat eller den røgede version, som også smager skønt! Jeg er vild med friske makreller og det er super nemt at smække på grillen eller i ovnen! Man bliver også selv en “lækker makrel” når man ofte spiser fisk! Peberrodskartoflerne klæder makrellen rigtig godt!

Velbekomme!

Grillet makrel med spicy smør og peberrodskartofler

Ingredienser

  • Antal personer: 6
  • 4-6 hele og rensede makreller afhængig af størrelse
  • Kryddersmør:
  • 100 gr blødt smør
  • 1 tsk stødt cayenne
  • 1 tsk stødt koriander
  • 1 spsk røget sød paprika
  • 1 tsk sukker
  • ½ tsk sennepspulver
  • 4-6 dråber tabsco
  • 2 spsk rødvinseddike
  • Peberrodskartofler
  • 1 kg kartofler
  • 2 spsk smør
  • 2,5 dl piskefløde
  • 1 /2 citron
  • 1 spsk honning
  • 2-3 spsk friskrevet peberrod
  • 1 bundt purløg

Sådan gør du

  1. Læg makrellerne i en bradepande der kan gå på grillen. Snit fisken med 2-3 snit på siden. Rør ingredienserne sammen til kryddersmør. Smør fiskene ind i kryddersmørret indvendigt og udvendigt. Læg dem i en smurt bradepande. Sæt bradepanden på en hed grill med låg i 15 minutter. Pensl fiskene undervejs. De er færdige når kødet falder nemt fra benene…
  2. Kan også tilberedes i ovnen på 200 gr.
  3. Skyl og skrub kartoflerne. Kog dem i letsaltet vand til de stadig har bid. Afkøl kartoflerne og skær dem i halve. Steg dem gyldne og sprøde i smør på panden.
  4. Hæld fløden i en skål med saften fra ½ citron. Rør revet peberrod, honning og purløg i. Krydr med salt og peber. Lad cremen hvile til den tykner i 30 minutter.
  5. Vend de smør stegte kartofler med peberrodscremen. Serveres til de grillede makreller.

fisk forret Frokost Uncategorized

Grillede krabbeklør

M&B 07-12 Forret 01

 

Nu er det sommerferie – juhu………Glæder mig til at få sand mellem tæerne. Boltre mig i Vesterhavet og gå langs med vandet. Nyde de lyse aftner med middage i haven med vennerne på Fanø. Grillen skal blive flittig brugt for jeg vil være ude hele tiden…..Ønsker alle derude en god sommerferie. Spis nu løs af vores eget danske spiskekammer. Nye kartofler, spidskål, jordbær, salater, radiser,  fisk og skaldyr etc. – åhe det er så skønt!

Jeg holder ferie fra bloggen til i starten af august og jeg håber at I derude kan finde masser af inspiration til jeres sommermad her på bloggen.

God sommer til alle 😉

 

 

Grillede krabbeklør

Ingredienser

  • 1,5 -2 kg krabbeklør
  • 1 spsk dildfrø
  • 2 fed hvidløg
  • 1 citron
  • 1 dl olivenolie
  • Havsalt og peber
  • Mayo:
  • 1 pasteuriseret æggeblomme
  • 1 tsk dijonsennep
  • 1 nip salt
  • 1 ½ - 2 dl olivenolie
  • 1 bundt dild
  • 1 citron

Sådan gør du

  1. Slå krabbeklørene med bagsiden af en ske så de får et knæk. Læg dem i frostpose.
  2. Knus dildfrø og hvidløg i en morter. Skyl citronen og riv skallen fint. Rør knuste dildfrø, hvidløg og citronskal sammen. Pres citronsaften og rør sammen med olivenolie. Krydr med havsalt og friskkværnet peber.
  3. Hæld marinaden i posen til krabbeklørene. Lad det hele marinere i nogle timer. Endnu bedre hvis det er natten over.
  4. Grill krabbeklørene i 8-10 minutter på hver side på en hed grill. Server citronbåde, frisk dild, mayo og godt brød til. Husk skylleskåle.
  5. Mayo:
  6. Pisk æggeblommen med salt og sennep. Tilsæt en smule olie mens der piskes. Efterhånden kan olien tilsættes i en tynd stråle mens der piskes til mayonnaise.
  7. Server mayonnaisen til krabbeklørene med frisk dild og citron både.

fisk Frokost hovedret

Burger med fisk

130723-02

 

Det er nem mad og alle kan lide det. I en burger er hele måltidet samlet til det kan spises hvor end man befinder sig. Servietter og to hænder er nødvendige! I en burger er der grønt, brød, dressing og kød eller fisk……Her er opskrift og inspiration til en burger med fisk.

God fornøjelse!

Rugklapper med rødspætte og sauce tatare

Ingredienser

  • Antal personer: 4
  • Sauce tatare:
  • 2 dl mayonnaise
  • 1 dl cremefraiche 18%
  • 2 spsk cornichon
  • 1 spsk kapers
  • 1 bundt dild
  • 1 spsk sød sennep
  • Salt og peber
  • 4 rødspættefileter
  • 200 gr rasp
  • 2 æg
  • 2 spsk olie
  • 3 spsk smør
  • 4 kogte kartofler
  • 1 citron
  • 3-4 kviste bredbladet persille
  • 4 rugklapper

Sådan gør du

  1. Bland mayonnaise og cremefraiche sammen.
  2. Hak cornichonerne groft. Hak dilden fint. Rør de hakkede cornichoner, kapers, dild og sød sennep i mayonnaisen.
  3. Smag til med salt og peber.
  4. Dup rødspættefilerne tørre med køkkenrulle. Pisk æg let sammen i en dyb tallerken. Kom rasp i en anden dyb tallerken. Dyp fileterne først i æg og herefter i rasp.
  5. Smelt smør og olie på en pande. Steg rødspættefileterne, en af gangen, i 3 minutter på hver side.
  6. Smør en rugklapper med saucetatare. Fordel skiver af kogt kartoffel og blade af bredbladet persille. Læg fisken ovenpå. Pres citronsaft udover. Læg en rugklapper smurt med sauce tatare over.

fisk Frokost

Matjesfileter i fad med kartofler og brunet smør

Sild-Brunet smør

Jeg har lige været i TV2 -Lorry Lounge og vist hvor nemt og hurtigt man kan lave forskellige slags sild og glem ikke snapsen!

http://www.tv2lorry.dk/artikel/211178?autoplay=1&video_id=90024

Her er opskriften, som jeg forleden dag viste i aftenshowet på DR1. Det er den nemmeste ret at servere til påskefrokosten. Det er hurtigt at tilberede og smager fantastisk. Retten er inspireret af svenskerne, de kan bare noget med sild og kartofler i forening. Et stykke med din yndlings sild anrettet med nykogte kartofler, dild og lidt cremefraiche er også super delikat! Brug nye kartofler og sørg for at de er lune……Server øl og snaps til. Min favorit er O.P. Anderson Original krydret snaps.

GOD PÅSKE!

Matjesfileter i fad med kartofler og brunet smør

Ingredienser

  • 600 gr kartofler
  • 1 rødløg
  • 1 bundt dild
  • 1 bundt persille
  • 8 matjesfileter
  • 4 hårdkogte æg
  • 200 gr brunet smør

Sådan gør du

  1. Kog kartoflerne møre og pil dem. Når kartoflerne er lune skæres de i skiver. Læg kartoffelskiverne i bunden af et fad. Hak løg, dild og persille og drys udover. Klip matjesfileterne i mindre stykker og fordel sildestykkerne over hele fadet. Hak de hårdkogte æg og fordel dem i et jævnt lag. Brun smørret til det er brunt. Afkøl det brunede smør lidt og hæld det udover retten. Server med det samme med masser af knækbrød og rugbrød til.

fisk forret Frokost supper

BLÅMUSLINGER MED ÆBLER OG JORDSKOKKER

Forret 03

 

Muslinger bliver jeg aldrig træt af. Det er sundt, hurtigt og ultra nemt at kaste i gryden. Der er så uendelig mange muligheder med muslinger og det er kun fantasien der sætter grænsen. Det er love food 😉

Blåmuslinger med æbler og jordskokker

Ingredienser

  • 2 kg blåmuslinger
  • 1 skalotteløg
  • 1 spsk smør
  • 1 fed hvidløg
  • 2 porrer
  • 2 gulerødder
  • 250 gr jordskokker
  • 2 æbler i fine tern
  • 3 dl hvedeøl
  • ½ liter piskefløde
  • 1 bundt bredbladet persille

Sådan gør du

  1. Skyl muslingerne grundigt og kasser de muslinger der i stykker eller ikke vil lukke sig når de bankes let i bordet.
  2. Skær skalotteløg, porrer og gulerødder i tern. Opvarm smør i en stor gryde. Svits løget til det er klart. Kom porrer-, gulerodstern og æbletern i gryden. Steg i 5-6 minutter før øl hældes i gryden. Lad alkoholen dampe af i 2-3 minutter. Hæld fløden i gryden og krydr med salt og peber. Bring suppen i kog. Tilsæt muslingerne og læg låg på gryden. Kog det hele i 8-10 minutter. Ryst gryden et par gange. Check at alle muslinger har åbent sig. Kog evt. i yderlige et par minutter. Ryst gryden sammen med hakket bredbladet persille. Anret muslinger i skåle med suppen. Server brød til.