Category Archives: Kager

Bagværk Dessert Kager

Lagkage med nougatcreme

 

Det har været den længste pause på bloggen siden jeg startede tilbage i 2009. Bedre sent end aldrig så her kommer en opskrift på en lækker lagkage med nougat, kaffelikør og valnødder. Det er jo ikke typisk med sådan en opskrift her i januar men hvem gider tænke på den slanke linje i disse tider. Jeg mærker efter hvad min krop har lyst til og spiser efter det.  Stramme regelsæt om hvad man må og ikke må efter julens godter passer ikke til mit temperament. Så min januar er fyldt med masser af vinterens grøntsager, frugt, fisk og kød men så sandelig også kager som jeg selv bager eller køber på udvalgte og lækre steder. Min motion er masser af yoga og walk and talks……Nyder at være ude i al slags vejr – og man mærker allerede tydeligt at det bliver lysere for hver dag der går.

God fornøjelse!

 

Lagkage med nougat og valnøddecreme

Ingredienser

  • 6-8 personer
  • Lagkagebunde:
  • 5 æg
  • 125 g sukker
  • 125 g mel
  • Nougatcreme:
  • 1,5 dl piskefløde i stuetemperatur
  • 200 g nougat
  • Valnøddeskum:
  • 1/2 liter piskefløde i stuetemperatur
  • 200 g valnødder
  • 1 dl kaffelikør
  • Pynt:
  • Kakao
  • Hele kaffebønner

Sådan gør du

  1. Pisk æg og sukker til det bliver hvidt og cremet i mindst 10 minutter. Det gælder om at skabe en luftig dej.
  2. Når æggesnapsen er tyk, hvid og cremet vendes melet forsigtig i så luften ikke går ud af dejen.
  3. Smør en springform med smør og drys den med sukker. Kom dejen i formen.
  4. Tænd ovnen på 180 gr. Bag bunden på midterste ovnribbe i 20-25 minutter. Afkøl bunden på en bagerist.
  5. Når kagebunden er kold kan den flækkes i 3 bunde. Herefter samles kagen.
  6. Nougatcreme: Smelt nougat og fløde over vandbad ved svag varme.
  7. Valnøddeskum: Pisk fløden til skum. Hak valnødder fint. Vend den smeltede nougat sammen med flødeskum og hakkede valnødder-
  8. Læg en lagkagebund på et fad og dryp bunden med kaffelikør efterfulgt at et lag valnøddecreme. Gentag proceduren til der ikke er flere bunde. Smør toppen med et lag valnøddecreme. Pynt med siet kakao og hele kaffebønner.
  9. TIP: Købte lagkagebunde fungerer også i en håndvending når man hurtigt skal smække en kage sammen!

Bagværk Dessert Kager sødt

Æbletærte

 

Æbletærte her i  en helt klassisk version er noget af det bedste jeg ved. Lige i øjeblikket er det mest rodfrugter jeg beskæftiger mig med både i køkkenet og på skærmen nærmest morgen, middag og aften da min sidste nye kogebog “Vild med Rødder” lige er udkommet. Æbletræerne bugner og de går også godt i spænd med de mange rodfrugter. Spis masser af rodfrugter det er nem, billig og sund mad lige fra jord til bord. Tilsæt masser af æbler……”An appel a day keeps the doctor away” som man siger😉☀️🍎🍏🍎🍏

 

Æbletærte

Ingredienser

  • 6 personer
  • 120 g smør
  • 1 nip salt
  • 100 g sukker
  • 250 g hvedemel
  • 1 æggeblomme
  • 2-3 spsk. koldt vand
  • 3-4 æbler
  • 2 spsk. rørsukker
  • 1 usprøjtet citron

Sådan gør du

  1. Ælt smør, salt og sukker sammen. Tilsæt mel og æggeblomme. Ælt til dejen lige samler sig med vand. Form dejen til en kugle og læg den i en skål. Lad dejen hvile i en 30 minutter på køl. Tænd ovnen på 200 gr. Rul dejen ud i en cirkel på et meldrysset køkkenbord. Kom dejen i en tærteform ca. 24-26 cm i diameter. Skyl æbler og skær dem i fine både. Læg æblebådene tæt sammen rundt på tærtebunden. Dryp med citronsaft og drys med rørsukker. Bag tærten på midterste ovnribbe i 25 minutter til tærtekanterne er gyldne. Afkøl tærten på en bagerist. Server vaniljeis eller cremefraiche til.
  2. TIP: Bag tærten i en metalform med løs bund. Tærten bliver sprød og den er nemmere at få hel over på et fad.

 

 

 

Bagværk bær Dessert Kager sødt

Jordbærlagkage

 

 

Det her er verdens nemmeste og hurtigste lagkage jeg kender. Det var lagkagen der blev serveret i hele min barndom. Så duften af jordbær er fødselsdagsminder for mig. Man behøver jo ikke at have fødselsdag for at nyde denne her lagkage😊😋🤗 I disse tider har vi brug for lidt lækkert der lyser op og så gør det jo ikke noget at det er nemt at udføre.

Bytter man jordbær ud med hindbær er det også et hit i mit univers.

Skal man være på den sikre side så kog de optøede jordbær i 1 minut, så er man helt sikker på at ingen virus overlever.

God fornøjelse!

 

Du kan lige nu købe krydderier etc. og få 20% hos https://www.millmortar.com/en/

 

Jordbærlagkage

Ingredienser

  • (6 personer)
  • 1 pakke lagkagebunde
  • 1 håndfuld makroner
  • ½ l piskefløde
  • 2 spsk. vaniljesukker
  • 500 g. optøede jordbær
  • Pynt:
  • 150-200 g flormelis
  • 3-4 spsk. jordbærsaft fra de optøede bær
  • kagestøv fra Mill & Motar
  • 500 g friske jordbær

Sådan gør du

  1. Optø jordbær i en si over en skål. Saften skal bruges til at farve glasuren og give bundene smag.
  2. Læg en lagkagebund på et fad. Dryp med jordbærsaft, og knus halvdelen af makronerne udover.
  3. Pisk fløden til skum med vaniljesukker, og pisk de afdryppede jordbær i.
  4. Læg en stor klat jordbærmousse på den første bund.
  5. Læg en lagkagebund på, og gentag det hele én gang til.
  6. Rør jordbærsaft og flormelis til en tyk glasur. Smør glasuren ud med en bred palet, og pynt med kagestøv og friske jordbær skåret i kvarte.

Bagværk Kager

Citronkage

“Oppe i gardinerne

hænger appelsinerne.

Mændende og konerne

de spiser af citronerne.”

 

Et af mine yndlingsrim fra barndommen…….totalt vrøvl og volapyk men hyggeligt at mindes.

Citronerne lyser op – med deres vilde og stærke gule farve. Hvem har ikke brug for et C-vitamin boost på denne her årstid…..!?

Så her er en opskrift på en dejlig saftig og syrlig citronkage! 🍋😋🤗

 

Citronkage

Ingredienser

  • (6 personer)
  • 125 g blødt smør
  • 225 g sukker
  • 3 æg
  • 200 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 citron, usprøjtet
  • 1,5 dl mælk
  • en springform (20 cm i diameter)
  • bagepapir til formen
  • kandiserede citronskiver:
  • 2 usprøjtet citroner
  • 175 g sukker
  • 1 dl vand

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 175 gr. Pisk smør, sukker og æg sammen til det er hvidt og cremet.
  2. Sigt hvedemel, bagepulver i dejen.
  3. Skyl og riv citronskal fint. Tilsæt fintrevet citronskal og mælk. Rør dejen sammen til den har en ensartet og cremet konsistens.
  4. Smør springformen. Hæld dejen i formen, og bag kagen i 45-50 minutter. Prik i den med et grillspyd el.lign. for at se, om den er ordentligt bagt i midten. Hvis der hænger våd dej ved, skal kagen bages i yderligere 10-15 minutter.
  5. Lad kagen køle af, før du tager den ud af formen.
  6. Kandiseret citronskiver: Skyl citronerne og skær dem i tynde skiver. Kom sukker og vand i en gryde. Kog sammen til sukker er opløst. Kom citronskiverne i gryden og kog ved moderat varme i 12-15 minutter til citronskiverne ser gennemsigtige ud og sukkerlagen er tyknet til en sirup. Sluk for varmen lad det hele afkøle.
  7. Prik huller i kagen og hæld sukkersiruppen over kagen. Pynt med de kandiserede citronskiver.

Dessert fisk forret Kager

Nytår 2020

 

 

Så er julen ovre – julepynten og nisserne er så småt på vej tilbage i kasserne. Nytåret står for døren – Jeg synes vi går et magisk tal i møde med 2020 det lyder godt og lover godt…..

Håber at forret og dessert kan være en inspiration til din nytårsaften. Godt nytår til alle nær som fjern 🎏🍾🤗🎊🙏🏻🎉🎈

 

 

 

 

 

Rimmet torsk med rødbedetatar og Gateau Marcel

Ingredienser

  • 6 personer
  • 500 g torskeloin (pudset rygstykke)
  • 2 spsk. salt
  • 1 spsk. sukker
  • Rødbedetatar:
  • 200 g rødbede
  • 2 stilke blegselleri
  • 1 æble
  • 3 spsk. hakket bredbladet persille
  • 2 spsk. kapers
  • 1 usprøjtet citron
  • 4 spsk. olivenolie
  • Salt og peber
  • Gateau Marcel
  • 6 personer
  • 200 g mørk chokolade
  • 200 g smør
  • 200 g sukker
  • 7 æg
  • 1 spsk. blødt smør (til formen)
  • 2 spsk sukker (til formen)
  • Pynt:
  • Kakao
  • Guld, bronze og sølvstøv

Sådan gør du

  1. Rør salt og sukker sammen. Gnid fisken ind i blandingen. Pak fisken stramt ind i film og læg den i et fad. Sæt fisken på køl i et døgn. Herefter kom fisken i fryseren i 8 timer. Optø fisken til den er skalfrossen og skær den i tynde skiver. Læg torskeskiverne på bunden af et stort fad. Skræl rødbede og skær den i helt fine tern. Skyl og skræl blegselleri. Skyl æblet. Skær begge dele i bittesmå tern og bland forsigtig sammen med rødbedetern. Tilsæt kapers, citronsaft og olivenolie. Krydr med salt og peber. Bland rødbedetataren sammen. Kom rødbedetatar ovenpå torsken og server.
  2. Tænd ovnen på 175 gr. Smelt chokolade og smør over vandbad. Skil blommer og hvider fra hinanden. Pisk hviderne stive. Kom blommerne i en anden skål. Pisk blommerne hvide og cremet med sukker. Pisk den smeltede chokoladeblanding i de piskede æggeblommer. Vend de piskede æggehvider i dejen. Smør en springform (ca. 24 cm i diameter) med smør. Kom sukker i formen og ryst sukker rundt så det fordeler sig der hvor der er smurt. Kom halvdelen af dejen i formen. Bag kagen på midterste ovnribbe i 25-30 minutter. Afkøl kagen på en bagerist. Når kagen er kold så kom den resterende chokolademoussedej ovenpå den bagte kage. Sæt kagen på køl i nogle timer. Pynt kagen med kakao og alt hvad den kan trække med guld-, sølv- og bronzestøv. Det er jo nytår!