Category Archives: hovedret

Grøntsager hovedret

frikadeller og rodfrugter

Frikadeller er i min verden rigtig mandags mad, så er ugen sparket i gang!
Jeg kan godt lide at give dunserne et kick med krydderier og urter. Det giver en mere spændende smag efter min mening. Rodfrugterne er også ved at melde deres velkomst rundt omkring ligenu. De er spændstige, sprøde og enomt lækre. Jeg er især vild med persillerødder og pastinak……
Bon appetit!

Frikadellefars

500 gr hakket kalv
500 gr hakket flæsk
1 spsk salt
2 løg
friskkværnet peber
4 æg
2 dl mel
2-3 dl mælk
1 bundt bredbladet persille
100 gr semidried tomat i olie (urtekram)

Rør hakket kalv og flæsk med salt i ca. 1 minut. Pil og riv løgene på et rivejern. Kom løg og peber i farsen, rør rundt. Tilsæt æggene en ad gangen og rør. Rør farsen lind med mel og mælk. Prøv dig frem, det kan godt være der skal lidt mindre mælk i end 3 dl. Lad farsen trække i 10-15 minutter tildækket i køleskab. Tænd ovnen på 180 gr. Skyl og hak persillen fint. Skær semidried tomat i mindre stykker. Rør persille og semidried tomat i farsen. Form farsen til frikadeller med to skeer. Sæt dellerne på bagepapir på en bageplade. Steg frikadellerne i oven i 30-40 minutter.

Ovnstegte rodfrugter

1 sød kartoffel
1 pastinak
1 persillerod
1 rødbede
1 gulerod
1 bundt citrontimian
3 spsk olivenolie
Havsalt og peber

Tænd ovnen på 180 gr. Rengør alle rodfrugter og skær dem i stave. Læg alle grøntsagsstavene på en bageplade med bagepapir. Dryp med olivenolie. Hak citrontimian og drys den henover rodfrugterne. Krydr med havsalt og peber. Bag rodfrugterne samtidig med frikadellerne i den forvarmede ovn i 30-40 minutter til rodfrugterne er møre og sprøde.

hovedret kød

perlespelt og perlehøne

Der er gået totalt perle i den……….
Det er altså et tilfælde at det blev perlehøne og perlespelt! De klæder absolut hinanden og er super gæstemad til weekenden. Man kan ikke sige gin uden også at sige enebær.
Enebær er klart moderne i disse tider, hvor det nordiske køkken hersker. Husk at være varsom med dem, for meget enebær er ikke rart for så bliver det for dominerende. Smagen er frisk og lidt harpiskagtig.
Jeg kan anebefale at læse Kille’s krydderier. Kille Enna har skrevet denne fantastiske krydderbibel, hvor man kun kan blive klogere om alle de krydderier vi er omgivet af, osse dem vi ikke kender.
Bon appetit!

Perlehøne marineret i gin og appelsin serveret med risotto af perlespelt med urter og gulerødder

Marinade

1 fed hvidløg
6 peberkorn
4 enebær
1 tsk fennikelfrø
1 appelsin
1 ½ dl gin
1 spsk honning
6 spsk rapsolie
6 perlehønebryster med vingeben

Læg hvidløg, peberkorn, enebær og fennikelfrø i en morter og knus groft. Riv skallen af appelsinen på et rivejern (anbefaler et Microplane jern, det er skarpt og utroligt effektivt). Herefter pres saften. Bland appelsinskal og saft med de knuste krydderier og tilsæt gin, honning og rapsolie. Rør det hele rundt. Læg perlehønebrysterne i en stor frostposte og hæld marinaden ved. Slå knude på posen og læg den i en skål og stil det på køl til dagen efter.
Tænd ovnen på 200 gr. Tag perlehønerne ud af posen og læg dem i en bradepande. Steg dem i 20-25 minutter til de er sprøde og gyldne.

”Perleotto” med urter og gulerødder

1 bananskalotteløg
1 spsk smør
1 spsk olivenolie
200 gr perlespelt
2,5 dl hvidvin
5 dl grøntsagsbouillon
3 gulerødder
2 persillerødder
1 fennikel
1 lille bundt citrontimian

Skær løget i helt fine tern. Skyl og klargør urterne med en tyndskralder og skær dem herefter i små tern. Smelt smør og olie i en gryde. Svits løg sammen med perlespelten. Hæld hvidvinen på og kog ind under omrøring. Når hvidvinen er kogt ind så hældes lidt bouillon på under omrøring. Fortsæt med at hælde bouillon på hver gang det er kogt ind. Nå man laver perleotto (risotto) forlader man ikke gryden. Hele processen tager ca. 20 minutter. Efter 10 minutter tilsættes urterne og hæld mere bouillon på. Når perleottoen er færdig er den cremet og urterne er al dente. Krydr med citron timian.
Anret store middags tallerkner med perleotto på midten og perlehøne på ovenpå.
Server et rustikt brød til.

fisk forret hovedret

Blåmuslinger i cider og øl

Nu er det sæson for muslinger. Det er sund mad og vores hav bugner af dem. Det er også nem mad……Et sundt alternativ til fast food.
Efter at have boet i Belgien lærer man at elske muslinger og fritter; det er en nationalspise “moules frites”. I starten syntes jeg, det var en meget mærkelig sammensætning, men jeg overgav mig hurtigt. Det smager skønt og er en hyggelig ting at spise sammen.
Det har været en udfordrende og festlig weekend! Så her er lidt dagen derpå stemning; vores menu i aften er klart muslinger. Muslingerne er indkøbt hos min super fiskehandler på Rungsted Havn “Fiskerikajen”

Antal personer: 4 som forret, som hovedret beregn et lille kilo pr. person

2 kg blåmuslinger
25 gr smør
3 skalotteløg
1 fed hvidløg
2 porrer
2 gulerødder
1 bdt. timian
1 dl cider
3 dl hvedeøl
1 dl piskefløde
1 bdt. bredbladet persille

Vask muslingerne og sorter de døde fra. Er en musling åben og den ikke lukker sig efter man har banket den let ned i køkkenbordet, smides den væk. Stil muslinger i et dørslag ind til de skal bruges.
Hak løg, hvidløg, porrer og gulerødder. Smelt smør i en gryde og sautér urterne og timiankviste heri uden at de tager farve. Tilsæt cider og øl lad det bruse lidt af før muslingerne tilsættes. Læg låg på gryden og damp muslingerne i 4-5 minutter. Tag muslingerne op med en hulske og stil dem til side tildækket mens suppen sies. Tilsæt fløden i suppen og kog den lidt ind til den er cremet ved moderat varme. Vask og hak bredbladet persille og bland det i suppen. Anret muslinger og suppe sammen. Serveres med øl og groft brød.

forret Frokost hovedret

Risotto med skovsvampe

Risotto er italienernes biksemad. Når man ikke lige ved hvad man skal lave til middag eller bare ikke rigtigt har noget at byde på, kan man altid trylle en risotto frem…..I Italien!
Det kræver dog ikke mange ingredienser heller her i Danmark! Bare risotto ris og lidt tørrede svampe så er der ikke langt til en super ret.
Risotto kan bruges som forret, tilbehør til hovedret eller som frokostret!
Er risotto min hovedret serverer jeg også en sprød grøn salat til…….
Bon Appetit!

6 personer

25 gr tørrede svampe
250 gr champignon
50 gr smør
1 løg
175 gr risottoris
25 gr smør
1,5 dl maderia
2 spsk friskrevet parmesan
2 spsk friskhøvlet parmesan
Salt og peber

Sæt de tørrede svampe i blød i en skål med en halv liter kogende vand. Lad dem trække i 30 minutter. Vask champignon og skær dem i kvarte stykker. Hak løget i små tern. Smelt smørret i en sautépande og tilsæt løg, lad dem blive klare før champignonerne tilsættes. Rør godt i panden, skru ned og lad det simre. Hæld vandet fra de tørrede svampe over i en skål. Vrid svampene for væde og skær dem i stykker. Læg svampene på panden og steg det hele i 20 minutter til al saft en fordampet. Hold svampeblandingen varm mens risottoen tilberedes. Smelt smør i en gryde og tilsæt risene rør rundt til risene er blevet dækken med det smeltede smør. Tilsæt maderia og lad det koge ind. Herefter bruges ”svampevandet” hæld lidt på og rør, når vandet er fordampet tilsættes mere, bliv ved til der ikke er mere vand. Det er vigtigt at blive ved gryden og røre hele tiden så det ikke brænder på. Når risene er møre tilsættes svampene og den revet parmesan. Anret risottoen og pynt med den høvlede parmesan.

Tips: Husk at risotto skal spises lige når den er færdig! Den bliver hurtig tør, kold og kedelig.

fisk Frokost hovedret

Søtunge og flamberede jomfruer

Har man en begyndende forkølelse, træthed i kroppen efter en sej og hård uge, eller synes man, at nu er det ved at være suppetid!? Kan jeg virkelig anbefale at skænke sig et glas vin og gå i køkkenet med inspirerende musik i øregangen, mens denne suppe tilberedes……det er anstrengelserne værd…..Så kast suppen i dybe tallerkner og smid dig i sofaen med en plaid…..

Bon Appetit!



12 jomfruhummer (kan erstattes med tigerrejer)


1 fed hvidløg


1 pastinak


2 gulerødder


1 stilk blegselleri


1 dåse tomatkoncentrat (70gr)


25 gr smør


Havsalt og peber


2 ½ dl hvidvin


1 dl cognac


5 dl fiskefond

2 dl piskefløde


1 courgette

2 stilke blegselleri


600 gr søtunge


smør (til stegning)


Bræk halerne af jomfruhummerne og pil kødet ud af skallen og læg de pillede haler til side. Gem hoveder og haleskaller.

Skyl og rengør alle grøntsagerne. Skær dem i grove stykker. Smelt smør i en sautépande og når smørret er bruset af, så tilsæt alle grøntsagerne og svits det hele i nogle minutter herefter tilsæt jomfruhummer skallerne. Vend det hele godt rundt og krydr med friskværnet peber og en smule havsalt. Tilsæt hvidvin og kog lidt ind i 5-6 minutter. Hæld cognac på og ryst gryden så cognacen fordeler sig. Tænd ild til med en tændstik og ryst gryden så det hele flamberer. Når ilden har lagt sig så hæld fiskefond på. Kog det hele ind i 20-25 minutter. Si suppen over i en ren gryde. Hæld fløde på og lad det koge ved svag varme til suppen bliver cremet. Skær courgette og blegselleri i bittesmå tern. 10 minutter før servering koges courgette og blegselleri med i suppen.

Krydr søtunge fileterne med salt og peber. Smelt smør på en stor pande. Når smørret er bruset af steges søtungefileterne i 3-4 minutter på hver side til de får farve. Steg jomfruhummerhalerne med på panden. De skal have i alt 3 minutter.

Anret suppen i dybe tallerkner med søtunge i midten og toppet med jomfruhummerhaler og grøntsager.