Category Archives: hovedret

hovedret

Coq au Riesling

Super nem gæstemad! Brug lidt tid på at at sætten gryden over, herefter er der masser af tid til at slappe af, dække bord, indtage gode drinks og hyggelig snak…….

Coq au Riesling serveret med
ris vendt med grønne urter og
grønne bønner med løg, citron og salt

Coq au Riesling

1,5 kg parteret unghane
Salt og peber
25 gr smør
1 dl olivenolie
4 skalotteløg
600 gr små mark champignon
200 gr perleløg
1 krydderbuket (rosmarin, timian, selleritop/blegselleri, laurbærblade
1 flaske Riesling
1 citron
1 spsk mel
2,5 dl cremefraiche 38%

Krydr hanestykkerne med salt og peber. Start med af smelte halvdelen af smørret og olien i en stor gryde. Brun hanestykkerne lidt efter lidt så de får en gylden og sprød overflade. Læg stykkerne til side i en bradepande eller fad. Til sidst læg hanestykkerne tilbage i gryden.
Klar-og rengør champignonerne og fjern det nederste af stokken. Skær top og bund af perleløgene. Læg dem i en skål og hæld kogende vand over dem. Lad dem stå I 10 minutter. Herefter er de meget nemmere at pille. Så kan man lige smutte skallen af dem. Smelt resten af smørret og olien i en sautépande. Svits perleløg og champignon I 5-6 minutter. Pres citronsaft udover. Sæt sautépanden til side og sæt gryden med hanestykkerne tilbage på varmen. Snit skalotteløgene fin tog hæld dem i gryden. Tilsæt mel og rør godt rundt I gryden. Hæld hvidvinen på og tilsæt krydderbuketten. Krydr med salt og peber. Læg låg på gryden og lad retten simre i 1 time og 30 minutter. Tilsæt crème fraiche, perleøg og champignon og varm igennem I 10-15 minutter uden låg.

Servér ris til vendt med hakket estragon lidt smør, salt og peber.

Grønne bønner

500 gr grønne bønner
1 citron
4 spsk olivenolie
havsalt

Damp bønnerne i spil kogende vand. Vend bønnerne i havsalt og olivenolie. Server bønnerne med citronbåde.

Et god brød eller sprød flûtes anbefales til retten!

hovedret

Sprængt kalvebryst med flødepeberrod og råkost

Sprængt kalvebryst med flødepeberrod og råkost
Det kræver lidt tid og forarbejde, men det er det hele værd! Sprænt kalvespidsbryst smager også herligt på et stykke groft rugbrød dagen efter til frokost.
God fornøjelse!

Lidt historie om sprængning:
I gamle dag saltede man fisk og kød for at forlænge holdbarheden. Saltning af kød kombineret med røgning og tørring er kendt tilbage fra oldtiden.
Konservering opstår af, at saltet ændrer kødets vand så mikroorganismer ikke kan trives. Med tiden har man fundet ud af andre holdbarheds metoder, så man bruger ikke salt så meget mere. I dag sprænger man kød for at opnå den ændrede smag af kødet. Saltet trækker vand ud af cellerne, så cellerne i kødet sprænger og proteinerne forandres. På denne måde sker der en udtørring og mørning af kødet.
I industrien salter man kød med nitrit for at kødet kan bevare en smuk lyserød farve når kødet bliver kogt og i gamle dage brugte man salpeter.
Nitrit er et kunstigt tilsætningsstof som ikke har indvirkning på smagen eller strukturen.

Peberrod:
Peberrod har været dyrket siden oldtiden. Den har en skarp, stærk og gennemtrængende smag og den er meget rig på C-vitamin. I middelalderen brugte man peberroden, både rod og top som medicin, der havde man fundet ud af dens bakteriehæmmende egenskaber der har gjort den til en vigtig plante. Den virker især mod skørbug, forstoppelse, forgiftninger, den er vanddrivende, sårhelende og stimulere fordøjelsen. En plante med mange gode egenskaber og så er den nem at dyrke i haven!

Sprængning

Saltlage:
1 liter vand
150 gr groft køkkensalt
50 gr sukker
2 laurbær
1tsk let knust korianderfrø
1 tsk hel sort peber
1 suppevisk bestående af:
Bredbladet persille
Blegselleri
Timian
Rosmarin

1,5 kg kalvebryst

Kog 2 dl vand med salt og sukker til det er opløst. Hæld de resterende 8 dl koldt vand sammen med laurbær, peberkorn og suppevisk. Læg kødet i lagen. Kødet skal være helt dækket. Læg eventuelt noget tungt på kødet så det bliver holdt nede i lagen. Stil det det hele koldt og lad kødet stå i lagen i 2 døgn.

Kogelage:

1 liter vand
1 løg
1 gulerod
1 porre
1kvist timian
1 kvist rosmarin

Skyl kødet og læg det i en gryde. Hæld vand over og læg løg, gulerod og porrer i sammen med timian og rosmarin. Kog kødet ved svag varme i 2 timer og lad kødet herefter trække i 30 minutter i lagen.
Skær kødet i tynde skiver.

Flødepeberrod

1,5 dl piskefløde
1 citron
2 spsk sukker
3 spsk revet peberrod

Hæld fløden i en skål. Pres saften af citronen og hæld den i fløden med sukker. Riv peberroden fint og rør den i fløden. Lad fløden stå på køkkenbordet i en times tid. Citronsaften gør at fløden tykner. Smag til med salt og peber og eventuelt med mere peberrod.

Råkost

½ blomkålshoved
3 gulerødder
½ spidskål
1 bundt frisk koriander
4 spsk valnøddeolie
Havsalt og peber

Snit blomkålshovedet fint. Snit gulerødderne med en kartoffelskralder så det bliver spåner. Snit spidskålen papirtyndt. Hak koriander og bland den i råkosten og rør valnøddeolien i. Krydr med salt og peber.

hovedret kød

Kylling med couscous

Elsker kylling! Det bliver jeg aldrig træt af. Denne her version er genial. Når kræet er smidt i ovnen er middagen klar efter 1 time og 15 min……..
I mellemtiden kan man slænge sig med en bog, TV eller noget andet ultra afslappende…

Kylling med couscous

1,5 kg kylling
150 gr couscous
2 dl hvidvin
½ dl olivenolie
1 appelsin
1 citron
1 håndfuld abrikoser
1 håndfuld dadler
50 gr pinjekerner
50 gr mandler
1 bundt mynte
1 håndfuld druer

Rub til kylling:
1 tsk fennikelfrø
1 tsk hel koriander
1 tsk spidskommen
½ tsk kanel
1 spsk havsalt
2 spsk olivenolie

Tænd ovnen på 200 gr. Start med at blande couscous i en skål sammen med hvidvin og olivenolie. Skyl appelsinen og citronen og riv skallen ned i couscous. Pres herefter saften og rør rundt. Skær abrikoser i mindre tern. Fjern kernen fra dadlerne og skær dem i mindre stykker. Bland abrikos-og dadeltern i couscous sammen med pinjekerner. Hak mandlerne groft, rør også dem i.
Hak mynten fint og halver druerne og bland dem ligeledes i. Stop nu det hele ind i kyllingen. Mas det sammen med en grydeske. Luk kyllingen med en brugt halv citron. Knus fennikelfrø, koriander og spidskommen i en morter. Bland kanel, salt og olie i. Smør kyllingen ind i rubben. Steg kyllingen i en time og et kvarter. Test at kyllingen har fået nok ved at løse lårbenet. Er kødsaften klar, er kyllingen færdig. Er saften blodig skal kyllingen steges lidt længere.
Parter kyllingen og skrab couscous fyldet ud og server det hele på et stort fad. Øs skysovsen fra bradepanden over kyllingen.

hovedret

Fritter af rodfrugter, bøf og mayo

En super nem måde at få rodfrugterne til at glide ned i hele familien på!!!! Der er dømt ægte brasserie/bistro stemning med denne anretning.
Bon appétit!

Rodfrugt fritter med mayo og bøf
5-6 gulerødder
200 gr selleri
200 gr pastinak
200 gr persillerod
200 gr rødbede
200 gr karfoffel
Olivenolie
Havsalt
1 bundt hakket estragon el. 2 spsk tørret
6 bøffer á 150 gr

Tænd ovnen på 200 gr. Skær alle rodfrugterne i stave. Læg dem på bagepapir på en bageplade. Dryp olivenolie og havsalt henover. Krydr med hakket estragon. Steg fritterne møre og sprøde i ovnen i 30-35 minutter.
Grill bøfferne på en grill-pande. Steg dem 4-5 minutter på hver side.

Hvidløgsmayo
2 pasteuriserede æggeblommer
1 knivspids salt
1 tsk dijonsennep
1 ½ dl raspkimolie
1 fed hvidløg

Pisk blommerne hvide og seje med salt. Tilsæt sennep og pisk igen. Tilsæt mens der piskes olien lidt ad gangen i en meget tynd stråle. Hælder man for meget olie i på engang vil mayonnaisen skille. Bliv ved med at piske til al olien er i og det er blevet til mayonnaise. Mas hvidløgsfeddet og pisk det med til sidst i mayonnaisen. Mayonnaisen får en smuk gul farve fordi man bruger raspkimolie.

fisk hovedret salat

Havtaske og sortøjede bønner

Så kan det ikke blive sundere……men det er fryd for øjet og for ganen. Ønsker alle en super weekend.

Sortøjede bønner med tomat, persille og rødløg
250 gr sortøjede bønner
1 citron
1dl olivenolie
Havsalt og peber
1 bundt bredbladet persille
1 rødløg
4 tomater

Start med at sætte bønnerne i blød natten over. Herefter skyld dem grundigt. Sæt bønnerne over i koldt vand. Hæld rigeligt vand i gryden. Når bønnerne koger så skru ned for varmen. Lad dem simrekoge i 15-20 minutter.
Hæld vandet fra og skyl dem med koldt vand.
Pres citronen og bland saften med 1 dl olivenolie, salt og peber. Hæld marinaden udover bønnerne. Vask og hak persillen fint. Skær rødløget i små tern. Skær tomaterne i kvarte og fjern kernerne. Skær de kvarte tomater i fine term. Bland persille, løg og tomter sammen med sortøje bønnerne. Lad salaten hvile 1 time på køkkenbordet før den serveres.

Havtaskekæber med skovsyre og vermouthsauce
8 stk havtaskekæber
2 skalotteløg
1 fed hvidløg
1 spsk smør
2 dl vermouth
½ liter grøntsagsbouillon
1 dl cremefraiche 38%
½ citron
1 bundt syre*

Start med at fjerne hinderne omkring havtaskekæberne. Gør man det ikke, folder fisken sig sammen, når den dampes. Gør det med en skarp kniv. Snit et hul i hinden. Hold fast i hinden med den ene hånd og frigør kæben for hinden med kniven med den anden hånd. Sæt kæberne til side. Tænd ovnen for 200 gr. Skær skalotteløg og hvidløg i små tern. Smelt smørret i en gryde og sautér løget, det må ikke tage farve. Hæld vermouth på og lad det koge ind til det halve. Hæld grøntsagsbouillonen på og kog igen ind til det halve. Herefter si saucen og hæld den tilbage i gryden. Rør 1 dl cremefraiche 38% i og saften af ½ citron og skru ned for varmen. Lad saucen tykne lidt. Vask syren og snit bladene i strimler. Lige før servering røres syren i.
Læg havtaskekæberne i en lille bradepande med 1 dl vand og 1 dl hvidvin i bunden. Dæk fadet med sølvpapir og damp i ovnen i 10-12 minutter.
Anret havtaskekæberne med vermouthsaucen med syre.

* Bestil syre hos grønthandleren, det kan fås på grønttorvet. Kan man ikke få syre kan man bruge brøndkarse i stedet.

Agurkesalat
2 skoleagurker
1 spsk ingefær
1 spsk risvinseddike
1 lime
1 spsk rørsukker
½ dl vand
1 bundt forårsløg
1 bundt koriander

Vask agurkerne og brug en kartoffelskralder til at skære lange baner af agurken hele vejen rundt indtil man når kernerne. Skær ingefær i fine små tern så det svarer til en spiseskefuld. Bland den hakkede ingefær med risvinseddike, saften af en lime, rørsukker og vand. Snit forårsløgne fint. Bland agurkespånerne med marinaden og de snittede forårsløg. Pynt salaten med masser af friske korianderblade.