Category Archives: Bagværk

Bagværk Dessert Kager

Citronbirkeskager med ricottacreme


En nem og hyggelig dessert her til weekenden…….Der er masser af jordbær lige nu og de smager ikke værst!
Citronbirkeskager med ricotta creme med citronskal og jordbær

250 gr blødt smør
225 gr sukker
3 æg
2 spsk birkes
1 appelsin
125 ml mælk
250 gr mel
2 tsk bagepulver

Pisk smør og sukker sammen til det er hvidt og cremet. Pisk æggene i et ad gangen sammen med birkes.
Riv skallen fint af citronen og rør den fintrevet skal i dejen.
Pisk mælk, mel og bagepulver i dejen.
Hæld dejen i en smurte muffinsforme.
Bag kagen ved 180 gr i 40-50 minutter. Test om kagerne har fået nok ved at stikke en pind i og kommer pinden ren tilbage er kagerne færdige.
Afkøl kagerne på en rist.

Ricottacreme

1 citron
2,5 dl ricotta
2 spsk florsukker
1 vaniljestang
500 gr jordbær
1 bundt citronmelisse
Riv citronskallen fint. Rør citronskal med ricotta og florsukker. Tilsæt kornene fra en vaniljestang. Hak citronmelissen fint.
Server kagerne med jordbær skåret i halve, ricottacreme og friskhakket citronmelisse.

Bagværk Dessert Kager

Chokoladekage

Kong Vinter hersker stadig over Danmark! Sneflokke kommer vrimlende….Let it snow, let it snow
Chokolade spreder glæder og er fyldt med antioxidanter, som vi godt kan bruge flere af for at styrke immunforsvaret.

200 gr mørk chokolade
250 gr smør
4 æg
150 gr brun farin
250 gr mel
1 tsk bagepulver
100 gr kakao

Tænd ovnen for 180 gr. Smelt chokolade og smør over vandbad. Pisk brun farin og æg til det er hvidt og skummende.
Når chokoladeblandingen er smeltet, så afkøl den lidt før den piskes sammen med ”æggesnapsen”. Tilsæt mel, bagepulver og kakao. Hæld dejen i en tærteform foret med bagepapir.
Bag kagen i 20-25 minutter. Stik en pind i kagen for at se om den har fået nok. Der må gerne være lidt dej på pinden, det gør at kagen ikke bliver for tør. Tag kagen ud at ovnen og lad den afkøle på en rist.

Bagværk drink snack

Mysli boller med kanel og frugt


I denne her bidende kulde må man være lidt rar ved sig selv og sine omgivelser! Anbefaler disse skønne mysliboller, en opskrift jeg engang har fået fra en veninde. Disse boller er vanedannende!

Mysli boller med kanel og frugt
(ca, 20 stk.)

½ liter lunkent vand
200 gr hytteret
10 gr gær
½ dl sukker
1 tsk kanel
1 tsk salt
2 dl havregryn
2 dl ymerdrys
2 dl rosiner
2 dl fuldkorns hvedemel
450 gr hvedemel
1 groftrevet æble

Rør hytteret ud i det lunkne vand i en stor bageskål. Tilsæt gæren og rør til gæren er opløst.
Tilsæt de resterende ingredienser. Rør dejen sammen med en el-pisker med dejkroge. Dejen skal være klistret, når det hele er rørt sammen.
Dæk skålen til med et rent viskestykke og sæt dejen i køleskabet natten over.
Dagen efter: Tænd ovnen på 200 gr. Tildæk en bageplade med bagepapir. Sæt dejen som boller med to skeer på bagepladen.
Bag bollerne i 20-25 minutter.

Varm chokolade med marshmellows

1 liter mælk
200 gr mørk god chokolade

Hak chokoladen. Opvarm mælken til kogepunktet, herefter skru ned for varmen. Rør chokoladen i mælken. Pisk godt til chokoladen er opløst. Hæld den varme chokolade på en termokande. Server varm chokolade med marshmellows på spyd.

Bagværk brød

Foccaccio

Jubii skal på ski og glæder mig vildt til at boltre mig på pisten i Mégeve………



Foccaccio med tomat, oregano og mozzarella

25 gr gær
1 spsk havsalt
2 spsk flydende honning
6 dl lunkent vand
500 gr durummel
200 gr hvedemel
1 dl olivenolie
1 dl tomatpesto
100 gr revet mozzarella
1 spsk tørrer oregano

Smuldr gæren i en stor bageskål. Tilsæt salt og honning og rør lunkent vand i. Rør til gæren er opløst. Tilsæt durummel og rør til det er en tyk grød. Rør enten med en håndmikser med dejkroge eller med en grydeske. Tilsæt hvedemelet og rør igen. Dejen skal være klistret som tyggegummi. Strø mel over overfladen. Dæk skålen til med et fugtigt viskestykke. Sæt dejen lunt og lad den hæve til dobbelt størrelse i ca. en time.*
Hæld dejen direkte ud i en bradepande, beklædt med bagepapir. Lad dejen efterhæve i 30 minutter.
Tænd ovnen på 200 gr. Prik huller i dejen med bagsiden af en grydeske. Smør tomatpestoen på og dryp herefter med olivenolien og slut af med at drysse revet mozzarella og oregano ud over det hele. Bag foccaccioen i 15-20 minutter.

*Man kan også lade dejen koldhæve natten over, brug i stedet koldt vand og lad dejen hæve 6-8 timer et køligt sted.

Bagværk Kager

Hindbær kage

En lille hyggelig kage til weekenden! Lige til at tage med i skoven eller på legepladsen. Anbefaler at have tchaï med i termokanden. God fornøjelse!

Hindbær kage

4 æg
150 gr hvedemel
1 tsk bagepulver
150 gr sukker
125 gr smør (smeltet)
1 citron
500 gr optøede hindbær

Forvarm oven på 180 gr. For en bradepande 20×30 cm med bagepapir.
Skil hvider fra blommer. Pisk æggehviderne stive. Bland mel, bagepulver og sukker i en skål.
Smelt smørret over svag varme. Riv skallen af citronen. I anden skål pisk æggeblommer, smeltet smør og citronskal sammen. Rør det flydende i det tørre med en tredjedel af de stive hvider. Fold resten af hviderne i.
Hæld dejen i bradepanden. Læg hindbærrene i et lag på toppen af kagen.

Bag kagen i 20-25 minutter til kagen er gylden og brun. Test om kagen har fået nok med bagenål, er den ren og uden dej, er kagen færdig. Afkøl kagen på en bagerist.
Strø florsukker over kagen.

Tchaï

1 spsk tchaï te (Kusmi)
1/2 liter vandet 85 gr
1/2 liter mælk

Bryg teen og lad den trække 5-6 minutter. Varm mælken op til kogepunktet. Pisk mælken til den er skummende. Bland te og mælk sammen og hæld på en termokande.