Category Archives: Bagværk

Bagværk Kager

Kokossmåkager

For mange år siden i Irma kunne man købe nogle småkager med kokos og korender. De var bare de bedste. Jeg kan overhovedet ikke huske hvad de hed. Jeg stiftede bekendtskab med disse geniale småkager hjemme hos min veninde…..altså vi er langt tilbage…helt tilbage hvor man boede hjemme! Hos hende stod der altid et patentglas på køkkenbordet med disse yndlinge… Har prøvet at bage dem, men desværre slår de ikke Irma’s….
Hmmm…
Måske kender du til småkagerne og har en genial opskrift…jeg er lutter af øre og øjne!
Kokossmåkager med korender
Tid: 25 minutter. Hviletid på køl, dej: 1 time. Antal: Ca. 100 styk

180 g smør
200 g hvedemel
100 g kokosmel
2 spsk korender
60 g flormelis

Skær smørret i tern. Smuldr det i melet, til det ligner grov rasp. Bland kokosmel, korender og flormelis i, og saml dejen hurtigt uden at ælte for meget. Tril dej til 2 lange pølser, pak dem i husholdningsfilm, og læg dem i køleskabet i mindst 1 time.
Tænd ovnen på 200q. Læg bagepapir på en bageplade. Skær tynde skiver af småkagedejen, og læg dem på bagepladen.
Bag småkagerne i ovnen i 5 minutter. Lad dem afkøle på en bagerist, før du lægger dem i en lufttæt kagedåse.

Tips: Læg ikke småkager, som indeholder kokos, i samme kagedåse som andre småkager. Kokosmelet kan få de andre småkager til at blive bløde.

Bagværk Kager

jule-muffins

Der er noget hyggeligt over ordet muffins…..ordet har en tryg og hyggelig klang når man siger det. Muffins er comfort food! Mine jule-muffins er hyggelige om eftermiddagen til en kop te eller til en julebrunch. Bryder man sig ikke om tranebær kan man jo bruge rosiner i stedet.

Jule-muffins

12 stk.

200 gr hvedemel
3 tsk bagepulver
½ tsk natron
75 gr rørsukker
150 gr tørrede tranebær
1 klementin (0,5 dl saft)
½ dl mælk
60 gr smør
2 æg

Pynt:

Rørsukker og kanel

Tænd ovnen på 200 gr

Bland mel, bagepulver, natron, rørsukker og tranebær sammen i en skål. Smelt smørret. I en anden skål blandes saften af en klementin, mælk, smeltet smør og æggene. Pisk det sammen. Rør nu det våde ned i det tørre mens man rører dejen forsigtig sammen med en grydeske. Hæld dejen i muffinsforme og pynt med rørsukker og kanel. Bag dem i 20 minutter. Afkøles på en bagerist.
Tip: Aften før blandes alle de tørre ting sammen. Stil resten af ingredienserne frem så alt er klart. Så er det hele lige til at gå til når man skal bage om morgenen.

Bagværk Kager

Æblemuffins

Bag de her muffins som det søde alternativ til morgenmad. Det er ferie så må man godt! De er også rigtig gode at tage med ud i det fri, hvis man skal nyde sin eftermiddagste eller kaffe udenfor.
God fornøjelse!

æblemuffins med rosiner og græskarkerner
(et alternativ til en hurtig snack el. morgenmad på farten!)

8-10 stk

Tænd ovnen på 180 gr

50 gr græskarkerner
50 gr hasselnøddeflager
2 æg
2 spsk honning
1 spsk sukker
3 spsk vindruekerneolie
1 æble
50 gr rosiner
2,5 dl mælk
275 gr mel
1 tsk stødt kanel
2 tsk bagepulver

Rist hasselnøddeflager og græskarkerner på en pande i 5 minutter til græskarkernerne bliver puffede. Afkøl nødder og kerner. Pisk æg, honning, sukker og vindruekerneolie sammen. Riv æblet groft på et rivejern. Tilsæt revet æble i dejen sammen med mælk. Tilsæt herefter hasselnøddeflager, græskarkerner og rosiner i dejen. Si melet i en skål og bland stødt kanel og bagepulver i. Vend de tørre ting ned i det våde. Gør det forsigtigt, bare til dejen lige hænger sammen. Fordel dejen i 6 muffins forme. Skær tynde skiver æble og læg 3 skiver på hver muffin. Strø lidt sukker og bag dem i ca. 30 minutter.

Bagværk Kager

Fanøkringle

Besøger man Sønderho Kro får man en gastronomisk oplevelse med specialiteter fra Vadehavet. Jeg kan også anbefale at man sætter sig i krohaven og bestiller kaffe og Fanø kringle. Her er opskriften på den berømte Fanø kringle og opskriften har jeg fra slagerens kone i Nordby, og hun har den fra slægtninge fra Fanø!!!!


50 g gær

 


250 g smør

 


5 dl. Mælk

 


¼ tsk. Salt

 

2 spsk. Sukker

 


750 g hvedemel

 

Fyld:

 


250 g smør

 


250 g sukker

 

3 spsk. Kanel

 

100 g rosiner

 


1 æg til pensling

 

1 vaniljestang

 


1 dl sukker

 

 

 

 

 


Smelt smørret ved svag varme i en gryde. Opvarm mælken i det smeltede smør til det er fingervarmt. Opløs gæren i blandingen.

 

Tilsæt sukker, salt og mel. Ælt dejen til den er glat og smidig.

 

Lad dejen hæve et lunt sted i 45 minutter.

 

Ælt dejen igennem og rul den ud til en firkant der er ca. 1 cm tyk.

 

Skær smør i tynde skiver med en ostehøvl og fordel den ud over dejen herefter drys med sukker og kanel. Fold enderne ind hele vejen rundt, for at holde på fyldet. Luk dejsiderne sammen over midten på den lange led. (ligesom man lukker en bog)

 

Lad kringlen efterhæve i 30 minutter.

 

Pensl kringlen med æg. Bland sukker med kornene fra en vaniljestang og drys det over kringlen.

 

Bages ved 190 grader i ca. 35 minutter til kringlen er sprød og gylden. Afkøles på en bagerist.

 

Bagværk

Hveder


Så er det St. Bededag på fredag, hvor man i gamle dag gik tur på voldene før man kunne indtage lune hveder til sin aften te……en hyggelig tradition og her er en nem opskrift.

4 dl mælk

25 gr gær

1 spsk salt

3 spsk sukker

1 tsk kardemomme

2 æg

800 gr hvedemel

Lun mælken i en kasserolle. Når mælken er fingervarm røres gær, salt, kardemomme og sukker ud i mælken. I en stor skål æltes melet med mælkeblandingen. Ælt til dejen er glat og smidig, måske er det nødvendigt at tilsætte ekstra mel for at få dejen til at slippe. Lad dejen hæve under et viskestykke, et lunt sted til dobbelt størrelse, det tager ca. 1 time.

Ælt dejen igennem og form den til 12 boller. Læg bollerne tæt i en bradepande eller ildfast fad på bagepapir. Det er vigtigt at fadet passer og at bollerne ligger helt tæt. Ellers blive hvederne flade og ikke høje. Dæk bollerne til med film og lad dem hæve et koldt sted natten over eller fra morgen til aften. Bages ved 200 gr i 20-25 minutter til de er gyldne.