Dessert

Chokolade eksplosioner

Her er lidt sødt til en god weekend…
Opskriften kommer fra min franske veninde Anne der bor her i Danmark. Prøv at klik forbi hendes blog “On dine chez nanou”


Små chokolade eksplosioner!

6 personer

150 gr mørk chokolade
1 dl mælk
40 gr Nutella
1 pakke filodej
100 gr florsukker
100 gr ristede hasselflager

Kog mælk op i en gryde. Tag gryden af varmen og smelt chokoladen i den varme mælk. Rør nutella med i blandingen. Rør til det er en ensartet masse.
Hæld chokolade cremen i en silikone isterningsform.
Frys cremen i fryseren i mindst 3-4 timer.
Herefter tag chokolade ”isterningerne” ud af fryseren.
Læg en chokoladeterning på et lille stykke filodej. Bøj siderne ind og fold til en lille pakke. Frys eventuelt pakkerne ned til de skal bruges.
Rist hasselfagerne på en pande til de begynder af dufte. Strø et par skefuld florsukker over nødderne på panden. Florsukkeret smelter lyn hurtigt. Ryst panden og stil panden til side. Læg pakkerne side om side i en bradepande. Tænd ovnen på grill-temperatur. Strø pakkerne med resten af florsukkeret. Sæt bradepanden lige under grillen. Holdt godt øje, det tager få minutter før sukker begynder at karamellisere. Tag bradepanden ud at ovnen når pakkerne er gyldne.
Anret de små pakker på en tallerken og drys med ristede hasselnøddeflager.
Server med det samme og oplev den flydende lune overraskelse!
Prøv at servere is til! Der sker noget magisk når koldt og varmt mødes…..en eksplosion! Eller server de små pakker med årstidens bær.

hovedret

And med sprød filodej, pære og salat


Mortens aften er i morgen så skal der rap rap på menuen…..



Andebryst med sprød filodej, pære, salat.

3 andebryster á ca. 400 gr
6 dl rødvin
½ dl creme de cassis
1 spsk brun farin
1,5 dl kalvebouillon
Salt og peber
50 gr smør
3 pærer
25 gr smør
1 spsk sukker
Filodej
200 gr mesclun salat

Snit skindet på andebrysterne og krydr med havsalt. Brun dem godt af på en hed pande. Læg dem i en bradepande og steg dem færdig i ovnen på 200 gr i 20 minutter. Tag dem herefter ud og dæk dem til og lad dem trække i 10-15 minutter før de skæres. Personligt bryder jeg mig ikke om rødt andekød! Ønsker man kødet mere rosa stegt, så steg i kortere tid!

Reduceret sauce på rødvin og creme de cassis
Hæld vinen i en gryde med brun farin, creme de cassis, kalvebouillon, salt og peber. Kog ind i 20-25 minutter til en sirupsagtig konsistens. Skær smør i tern. Pisk smørret i lidt efter lidt.

Skær pærerne i både. Smelt smør på en pande. Tilsæt pærerbåde og drys sukker over. Steg pærerne gyldne og sprøde.

Skær 12 firkanter af filodejen på ca. 10X10 cm. Læg firkanterne på bagepapir på en bageplade. Pensl med olivenolie og drys med salt. Rist filodejen sprød i ovnen på 225 gr i 2-3 minutter.

Skyl salaten og slyng den tør.

Braiseret rødkål med karamelliserede løg i cider
3 bananskalotteløg
3 spsk olivenolie
2 spsk brun farin
1,5 dl æbleeddike
5 dl æblecider (Cidre Fermier)
2,5 dl fjerkræsbouillon
1 kanelstang
2 laurbærblade
1 lille rødkålshoved

Skær skalotteløg i ringe. Opvarm olivenolie på en pande. Steg løgene til de begynder at karamellisere. Det tager ca. 10 minutter. Tilsæt sukker og efter 2 minutter tilsæt æbleeddike. Lad det bruse lidt af før cider, fjerkræsbouillon røres i. Tilsæt kanel og laurbærblade. Krydr med salt og peber.
Skær rødkålen i både og læg kålen i en bradepande. Hæld løgblandingen over. Dæk bradepanden til med bagepapir og herefter sølvpapir.
Braiser i ovnen på 200 gr i 40-45 minutter.

Anretning:
Skær andebryst i tynde skiver. Læg et par skiver andekød, salat og pærer på tallerknen Læg filodej og gentag med and, pærer og salat og gentag endnu engang. Hæld saucen over og server med braiseret rødkål og skalotteløg.

hovedret

Ratatouille på to måder

Slå to fluer med et smæk! Lav en stor portion ratatouille og så er der middag til to dage. Det er nemt, sundt og en god måde at få mange grøntsager på!
Velbekomme

Ratatouille med stegte kyllingelår

3 løg
3 fed hvidløg
1 krydderbuket med timian, rosmarin, laurbær, oregano
3 røde peberfrugter
6 tomater
2 auberginer
2 courgetter
1 dl olivenolie
1 bundt basilikum
8 kyllingelår
2 spsk olivenolie
Havsalt og friskkværnet peber
1 spsk tørret oregano

Start med at rengøre alle grøntsager. Hak løg og hvidløg groft.
Skær peberfrugter, tomater, auberginer og courgetter i tern. Opvarm olien i en stor gryde. Svits løg og hvidløg til de er klare. Tilsæt peberfrugter, tomater og auberginer. Rør rundt så alle grøntsagerne får varme. Tilsæt krydderbuketten. Læg låg på gryden og lad retten simrekoge i 30 minutter.
Tilsæt herefter courgetter og kog videre i 20 minutter.
Tag en sauterpande og sæt et dørslag i. Hæld ratatouillen over i dørslaget. Pres lidt med træspatel og mas væden fra.
Sæt dørslaget tilbage i gryden. Kog grøntsags saften ind til det halve. Den bliver helt mørk og lidt sirupsagtigt.
Tænd ovnen på 200 gr. Læg kyllingelårene i en bradepande dryp med olie og krydr med havsalt, friskkværnet peber og tørret oregano. Steg lårene sprøde i 20-25 minutter.
Rør den indkogte grøntsags saft sammen med ratatouille.
Hak basilikum og drys det henover ratatouillen lige før servering sammen med kyllingelårene.




Calzone med ratatouille, parmaskinke og mozzarella

10 gr gær
1 fingerdrys sukker
2 spsk lunkent vand
2 spsk hvedemel

Rør gær med sukker, vand og mel til en dej i en lille skål. Sæt fordejen lunt og hæve i 30 minutter.

100 gr durum
100 gr hvedemel
2 spsk olivenolie
½ tsk salt
Resten af ratatouillen
4 spsk olivenolie
70 gr parmaskinke (1 pakke)
125 gr mozzarella

Bland de to slags mel og hæld dem ud på bordet. Lav en hulning i midten. Læg fordejen der, sammen med olivenolie, salt og 1,2 dl lunkent vand. Ælt til dejen er glat og smidig. Den skal æltes i mindst 10 minutter.
Sæt dejen tildækket til hævning et lunt sted i en time.
Fordel herefter dejen i 4 kugler. Rul dejen tyndt ud i en cirkel på ca. 20 cm i diameter.
Pensl dejcirklerne med olivenolie. Fordel resten af ratatouillen på den ene halvdel af cirklen sammen med strimler af parmaskinke og stykker at mozzarella. Fold den anden halvdel af dejen henover fyldet. Klem kanterne sammen med en gaffel. Pensl calzonerne med olie.
Bag dem i en 200 gr varm ovn i 15-20 minutter. Server grøn salat til.

forret Frokost

Carpaccio af okseinderlår med feldsalat og urter

Så er weekenden lige om hjørnet. Her er en hurtig opskrift til en fredag aften med benene oppe. Det er et let måltid så bagefter skal vi have gode oste, knækbrød og frugt. Til slut den bedste kaffe fra Kontra og chokolade….
God weekend!

Carpaccio af okseinderlår med feldsalat og urter

450 gr okseinderlår skåret papirtyndt
70 gr pinjekerner
100 gr feldsalat
1 bundt basilikum
1 bundt radiser
1 bundt brøndkarse
100 gr frisk høvlet parmesan
6 spsk jomfruolivenolie
3 spsk balsamico
Friskkværnet peber

Få slagteren til at skære kødet helt papirtyndt. Skal man selv gøre det, kræver det at være ejer af en pålægsmaskine. Skær kødet i let frossen tilstand for at få det så tyndt som muligt.
Læg kødet ud på tallerkner.
Rist pinjekernerne gyldne på en pande og stil dem til side. Skyl feldsalat og brøndkarse. Nip basilikum bladene fra stilkene. Rengør radiserne og skær dem i tynde skiver. Bland feldsalat, brøndkarse, basilikum, pinjekerner og radiser sammen i en skål. Pisk balsamico og olivenolie sammen. Krydr med friskkværnet peber. Dryp halvdelen af dressingen over kødet. Hæld resten over krydderurtesalaten. Læg krydderurtesalaten på midten af hver tallerken. Drys friskhøvlet parmesan udover.
Server et godt brød til.

Bagværk Kager

"Fødselsdags" kringle

Man behøver ikke at have fødselsdag for at bage denne skønne kringle!!! Opskriften har jeg fra min mor og den kan varmt anbefales.

“Fødselsdags” kringle

150 gr smør
1 ¾ dl mælk
75 gr gær
½ tsk salt
50 gr sukker
2 tsk kardemomme
1 æg
500 gr hvedemel

Fyld:
125 gr blødt smør
125 gr sukker
3 dråber mandelessens
50 gr rosiner
50 gr sukat

Pynt:
1 æg
50 mandelflager
3-4 spsk perlesukker

Smelt smør. Tilsæt mælk og varm til det er lunkent. Smuldr gæren i en bageskål og hæld den lune mælke blanding henover og rør rundt. Rør salt, sukker og kardemomme i.
Tilsæt mel. Rør eller ælt dejen sammen til den er glat.
Sæt dejen til at hæve et lunt sted, dækket til med et viskestykke.
Ælt dejen igennem. Rul en lang pølse og form en kringle. Læg kringlen på bagepapir på en bageplade. Rul kringlen flad med en kagerulle. Lav en ”rille” i midten af dejen.
Rør med en håndmikser blødt smør, sukker og mandelessens sammen. Rør sukat og rosiner i.
Smør cremen i ”rillen”. Fold kanterne indover så man ligesom lukker dejen omkring fyldet.
Pensl med æg og drys mandelflager og perlesukker med rund hånd.
Bag kringlen på 180 gr. i 20-25 minutter. Afkøl kringlen på en rist.