Category Archives: Kager

Kager marmelade sødt

Chokoladesmør

Foto: Betina Hastoft

Det er totalt syndigt på en onsdag! Engang imellem skal man adlyde sin sukkertrang med god samvittighed! Vil bare ønske jer en god fornøjelse med at fremstille dette magiske chokolade smør!

Til et stort glas:

1 økologisk citron
1 dl fløde
1,5 dl sojamælk
200 gr sukker
200 gr grofthakket mælkechokolade af en god kvalitet
50 gr smør i tern

Skær større stykker af citronskal, undgå at få det hvide med da det smager bittert.
Kog fløden op i en gryde og hæld herefter sojamælk i gryden. Kog op igen. Tag gryden af varmen og tilsæt citronskal og lad blandingen stå og trække.
I en tykbundet gryde smeltes sukker lidt ad gangen til en gylden karamel. Gå ikke fra gryden da det går hurtigt og kan nemt brænde på.
Tag gryden af varmen og tilsæt chokolade og smør. Rør sammen over svag varme til en ensartet creme. Fjern citronskallen fra mælkeblandingen.
Rør mælkeblandingen i chokoladen og rør til cremen er ensartet i konsistensen.
Hæld chokoladesmørret på et stort glas elle 2 mindre glas.
Kan holde sig 10 dage på køl.
Spis chokoladesmør på grillet brød………smager himmelsk!

Dessert Kager

Brombær i frangipane

Foto: Betina Hastoft

Frangipane er lig med mandelfyld i kager, når man slår ordet op. Frangipane kan også været fyldet i en tærte. Frangipane har altid noget med nødder at gøre. Her har jeg lavet tærter af “frangipane” uden tærtedej. Derfor er de også lidt skrøbelige. Nøddefyldet klæder de lidt sure brombær rigtig godt.
Afsted og plukke…….hvis der stadig er nogle modne brombær derude!
God weekend

6 små kager eller en stor

100 gr mandler
100 gr hasselnødder
200 gr blødt smør
200 gr sukker
2 æg
25 gr mel
1 tsk mørk rom
ca. 250 gr brombær

Blend mandler og hasselnødder til ”mel”. Rør smør, sukker og rom. Tilsæt nøddemel og mel. Læg bagepapir i formene så er man sikker på at få kagerne ud af formene når de er bagte. Fordel dejen i formene. Fordel brombær rundt på kagerne. Bag frangipane ved 175 gr i 10-15 minutter. Afkøles på en rist. Når kagerne er helt kolde tages de ud af formene.
Server gerne iskold vaniljeparfait til eller mascarpone rørt med vanilje, citronskal og florsukker.

Dessert Kager

Molleux au chocolat

Det her er en super lækker dessert, hvis man er vild med chokolade. Fornemmelsen af den flydende varme chokolade sammen med kage, mmmmmm en meget sanselig oplevelse!
Tænkte at det må være desserten her op til eller i weekenden.

150 gr mørk chokolade + 12 stykker chokolade
80 gr smør + 1 spsk smør
80 gr florsukker
2 spsk mel
4 æg
6 ildfaste forme

Tænd ovnen på 225 gr.
Smør formene med smør (1 spsk). Smelt smør og chokolade over vandbad. Pisk æg og sukker sammen til det er hvidt og cremet. Tilsæt mel og den smeltede chokolade. Hæld halvdelen af dejen i formene. Læg to stykker chokolade i hver form. Fordel resten af dejen i formene.
Bag kagerne i 10 minutter og lad dem afkøle i 5-6 minutter før de serveres.
Midten af kagerne skulle meget gerne være flydende.

Dessert Kager

Cobbler med bær

En engelsk /amerikansk kage. Cobbler adskiller sig fra crumble ved at dejen er mere kikseagtig.
Det er super nemt og kan fremstilles på ingen tid. Det er egentlig ligegyldig hvad frugten er. Alt kan bruges. Det må være “biksemad” i dessert/kage universet God måde at få ryddet op i frugskålene på.
Det er lige kagen til at fortære efter en slentretur i naturen. Jeg vil sænke mig dybt i sofaen med en kop te og en tallerken cobbler under hagen!
Kan også anbefale cobbler som dessert med kold is til.
God søndag!

Cobbler med pærer og brombær, solbær og hindbær

500 gr pærer
150 gr solbær
125 gr hindbær
250 gr brombær
200 gr rørsukker
1 spsk majsmel
1 tsk bagepulver
175 gr mel
75 gr usaltet smør i tern
1 dl kærnemælk

Tænd ovnen på 200 gr. Smør en bradepande med smør i bunden. Skær pære i tynde både og læg dem i bradepanden. Hæld alle bærerne henover. Strø 50 gr sukker over frugten med 1 spsk majsmel.
Hæld mel og bagepulver i en foodprocessor sammen med smør og 100 gr sukker. Rør til dejen er som krummer. Tilsæt kærnemælk og rør til en blød og cremet dej.
Læg klatter af dejen udover frugten. Det skal ikke dække perfekt. Strø resten at sukkeret henover.
Bages i 30-35 minutter til frugten er mør og til dejen er gylden og sprød.

Kager

Chokolade cookies med kokos

Er man lidt sulten for sjov, er disse cookies skønne at have i kagedåsen. De er nemme at bage og det tager ikke lang tid……

Må starte ugen med lidt sødt i dåsen og jeg har heldigvis det hele på lager, så jeg må igang.



Ca. 30 stk


125 gr blødt smør


½ tsk vaniljesukker


2,5 dl brun farin


2 æg


5 dl hvedemel


1 tsk bagepulver


2,5 dl revet kokos


180 gr mørk eller lys chokolade i groft hakket


50 gr hasselnødder


Tænd ovnen på 200 gr.


Pisk smør og sukker til det er cremet. Pisk æggene i et ad gangen. Si mel og bagepulver i og tilsæt revet kokos og grove stykker chokolade og nødder.

Læg bagepapir på en bageplade. Sæt en spiseskefuld dej på pladen tryk dejen lidt sammen. Sørg for der er pænt mellemrum mellem cookies, så der er plads til de kan flyde lidt ud.

Bages i 10-12 minutter eller til de let gyldne. Afkøles på en bagerist.

Opbevares i tætsluttende dåser eller patentglas.