Category Archives: hovedret

Frokost hovedret

Risotto med artiskokhjerter

Italienernes “biksemad” er risotto…….Det er noget af det nemmeste at forberede. Installer dig ved gryden med alle ingredienser omkring dig og evt. med et koldt glas hvidvin.
Du skal stå og røre i en halv times tid og så har du fremtryllet et himmelsk måltid der skal serveres pronto!

Risotto med artiskokhjerter

1 spsk olivenolie
1 spsk smør
1 skalotteløg i fine tern
300 gr risottoris
2 ½ dl vermouth
¾ liter hønsebouillon
50 gr revet parmesan
1 spsk smør
1 bundt bredbladet persille
1 dåse artiskokhjerter i kvarte

Opvarm olie og smør i en gryde. Sauter skalotteløget til de er klare. Tilsæt risene og sauter under omrøring til risene er klare. Hæld vermouth på og lad risene opsuge al væden under omrøring. Herefter tilsæt bouillon lidt efter lidt og lad risene gradvis suge bouillonen til sig under konstant omrøring. Efter 20-25 minutter er risene møre og konsistensen skal være cremet. Rør parmesan og smør i risottoen. Herefter bland artiskokhjerterne og persillen i. Smag til med salt og peber. Server øjeblikkeligt. Risotto egner sig ikke til at vente!

hovedret kød

Kyllingesticks med peanutsauce og grøntsager

Her er en hurtig mandags middag som er nem at gå til efter en lang dag!

Kyllingesticks med peanutsauce og grøntsager

600-800 gr kyllingefilet
1 lime
1 fed hvidløg
2 spsk sweet chilisauce
2 spsk soja
4 spsk sesamolie
Diverse grøntsager f.eks gulerødder, kinaradise, agurk etc.

Riv skallen af limefrugten og pres saften. Hak hvidløgsfed fint. Rør limeskal, saft, hakket hvidløg med sweet chilisauce, soja og sesamolie.
Læg kyllingefileterne i en frysepose og hæld marinaden ned i posen. Lad gerne kødet marinere et par timer eller minimum en halv time på køl.

Peanutsauce

1 dåse kokosmælk (400 ml)
1 spsk crunchy peanutbutter
1 spsk fiskesovs
1 spsk sukker
1 tsk sambal olek (chilipaste)

Opvarm kokosmælken i en kasserolle. Tilsæt ingredienserne en efter en, mens der røres i gryden.
Lad sovsen simrekoge i 10-15 minutter til konsistensen tykner. Afkøl sovsen.
Tag kyllingekødet ud af posen og kassér posen med marinaden.
Sæt det marinerede kyllingekød på spyd og steg dem på en glohed grill-pande eller almindelig pande. Steg fileterne i 5-6 minutter på hver side.
Klargør de valgte grøntsager i stave. Server kyllingespyd med peanutsovs til at dyppe i.

hovedret

Grydestegt farseret kylling med sprøde kartoffeltern


Man bliver bare aldrig træt af unghaner fra Bornholm vel? Velbekomme på en dejlig søndag……

Grydestegt farseret kylling med sprøde kartoffeltern
1 stor bornholmerhane 1,5 kg
1 skalotteløg
100 gr markchampignon
100 gr gr østershatte
1 æggeblomme
1 dl fromage blanc (kvark 1%)
6 skiver italiensk fennikelpølse (50 gr)
3 spsk hakket estragon
3 spsk hakket bredbladet persille
1 spsk smør
2 spsk olivenolie
2,5 dl hvidvin

Snit skalotteløg fint. Fjern stokken og skyl champignonerne. Tør dem i et viskestykke. Hak dem groft sammen med østershattene.
Blend løg, svampe, æggeblomme, fromage blanc med italiensk pølse, estragon og persille til en fars.
Løft skindet på unghanen ved brystet og stop farsen ind. Brug en teske og gnid farsen på plads med fingrerne. Gør det samme ved lårerne. Åben skindet fra gumpen og mas farsen ind ved at gnide med fingrene ovenpå skindet til farsen fordeler sig.
Bind lårene op med kødsnor på unghanen.
Smelt smør og olien i en stegegryde. Når fedtstoffet er bruset af så brun unghanen først på brystet i 8-9 minutter. Vend den forsigtigt og brun den anden siden i 6-8 minutter. Tilsæt vinen og læg låg på gryden. Skru ned til svag varme og lad unghanen simrekoge i 1 time og 15 minutter.
Tag unghanen op og skær den for. Kog skyen ind i 8-10 minutter. Si skyen og server den til unghanen.

600-800 gr kartofler
2 spsk olivenolie
1 spsk havsalt

Skær kartoflerne i tern. Vend dem i olie og salt i en skål. Læg bagepapir på en bageplade. Spred kartoffelternene ud på bagepladen. Sæt dem i 200 gr varm ovn og bag dem sprøde i 20-25 minutter.

200 gr feldsalat
2 spsk estragoneddike
1 spsk dijon sennep
6 spsk oliveolie
Havsalt og peber

Skyl salaten og slyng den tør i en salatslynge.
Rør estragoneddike med sennep. Rør olien i lidt efter lidt. Smag til med havsalt og peber.

”tallerken” er fra Anne Black og dug er fra Bungalow

hovedret

Frikassé med kylling

Én gryde og der er middag til alle….nemt og overskueligt! God søndag….

Frikassé med kylling


4-6 personer

1 stor kylling (1,5 kg)

8 sorte peberkorn

8 dl fjerkræsbouillon

1 citron

2,5 dl madlavningsfløde (18%)

1 bundt grønne asparges

1 bundt forårsløg

4 gulerødder

200 gr kartofler

1 bundt dild

1 bundt bredbladet persille

1 spsk maizena

Salt og peber

Læg kyllingen i en stor gryde. Tilsæt peberkorn og bouillon. Skær et stykke citronskal på størrelse med en femkrone og læg i det i gryden.

Læg på gryden og lad kyllingen kog ved svag varme i en time og 15 minutter.

Imens klargøres alle grøntsagerne. Bræk enderne af aspargeserne. Fjern det yderste af forårsløgene og skyl dem grundigt rene for jord og sand. Skur og skrub kartoflerne. Skrald gulerødderne. Skær alle grøntsagerne i mindre stykker. Opbevar dem hver for sig.

Tag kyllingen op og læg den til side. Si bouillonen og hæld den tilbage i gryden. Hæld fløden i bouillonen. Bring det i kog. Tilsæt kartofler og gulerødder i saucen. Kog dem i 15 minutter før asparges og forårsløg kommes i.

Fjern skindet fra kyllingen og pluk kødet af skroget. Kom kylling kødet i gryden. Rør maizena ud i vand og jævn frikasséen under omrøring.

Lige før servering røres hakket dild og persille i frikasséen. Smag til med salt og peber.

TIP: Det er jo ikke sæson for asparges lige nu…..så skift asparges ud med nye persillerødder. Tilsæt dem samtidig med kartofler og gulerødder.


hovedret

Kødboller og papadelle med ricotta

Det har været nogle helt fantastiske dage på foodcamp 2011 på Refshaleøen……Jeg har nydt at lave mad med passionerede kokke:


FRANCIS CARDENAU






Vi har boltret os i overflod af skønne danske dyrkede grøntsager fra bl.a.
Oste fra Naturmælk og Kristiansminde Mejeri
Æblemost fra Guldborgsund Frugt http://www.guldaebler.dk/,
Æblemost fra Fejø http://www.kernegaarden.dk/




Her er lige en hurtig opskrift til mandags middagen…..
Små kødboller og papadelle med ricotta

Ca. 20 stk kødboller

500 gr hakket oksekød

1 tsk salt

1 æg

2 skiver hvedebrød

1 spsk tomatpuré (urtekram)

1 spsk olivenolie

500 gr papadelle frisk pasta

2,5 dl ricotta

6 cocktailtomater

100 gr rucola

1 bundt basilikum

50 friskrevet parmesan

Læg det hakkede kød i en skål. Rør kødet med salt og æg. Rist brødet og blend det til rasp. Rør rasp og tomatpuré i farsen.

Form farsen til kødboller på størrelse med valnødder. Smør en bradepande med olivenolie og læg kødbollerne op i bradepande. Ryst bradepanden så kødbollerne bliver rullet i olien. Steg dem i ovnen på 200 gr i 15 minutter.

Kog pastaen i rigeligt vand i 2-3 minutter. Skær tomaterne i tern. Skyl rucolaen. Hæld vandet fra pastaen og kom den tilbage gryden. Vend pastaen med ricottaen. Tilsæt rucola, tomattern og kødboller. Drys parmesan udover og pynt med basilikum.