Category Archives: fisk

fisk Frokost

Citronsild på glas

Endnu en sild til påskefrokosten!

Citronsild på glas
3 dåser gl. Dags modnet matjesfileter
1 stort rødløg
2 citroner
4 spsk kapers
2 dl cremefraiche 18%

Klip matjesfileterne i mindre stykker med en saks. Læg sildestykkerne i bunden af et sylteglas. Skær rødløg i ringe og læg løgringene ovenpå silden. Pres saft fra en citron henover. Skær den anden citron i skiver og fordel skiverne ovenpå løgringene. Hæld kapers henover. Luk glasset til og lad det stå på køl til næste dag.
Server sildene med kapers og løg. Rør 3 spsk af lagen sammen med cremefraiche og smag til med mere citronsaft, salt og peber.

fisk forret Frokost

Rygeost mousse serveret til røget makrel og radiser

Her er en hurtig frokost ret eller en let forret til påskemiddagen….

Rygeost mousse serveret til røget makrel og radiser

2 blade husblas
200 gr rygeost
1 dl lun grøntsagsfond
1 ½ dl piskefløde
Salt og peber

Udblød husblassen i koldt vand. Blend rygeosten cremet i en blender. Smelt husblassen over svag varme i grøntsagsfonden. Pisk fløden til en let skum. Tænd for blenderen og hæld fonden i med en tynd stråle. Blend i ca. 1 minut. Hæld blandingen over i en anden skål. Vend forsigtig den let piskede fløde i. Hæld moussen i små skåle. Stil moussen på køl i ca. 4-5 timer.
Server rygeost moussen med masser af friske radiser, røget makrel og friskbagt rugbrød.

fisk forret Frokost

Rillettes med røget laks og rygeost

En hurtig forret til fredag eller inspiration til påskefrokosten lige om lidt. Jeg kan ikke få nok af stenbiderrogn, det smager af hav, det er friskt og det er lig med forår! Har en veninde, der synes det er vildt sexet at spise stenbiderrogn…… Så stenbiderrogn kan føre mere med sig end man lige regner med!
Så jeg ønsker god fornøjelse!

Rillettes med røget laks og rygeost

400 gr røget laks
100 gr rygeost
Salt og peber
60 gr blødt smør
1 dl piskefløde
1 lille bundt kørvel
1 bundt asparges
100 gr stenbiderrogn

Skær den røgede laks i små tern og hak den fint. Pisk rygeosten cremet med en el-mikser. Pisk fløden til skum. Vend rygeost og den piskede fløde sammen. Krydr med salt og peber. Rør den hakkede røgede laks sammen med det bløde smør. Vend lakseblandingen sammen med rygeostblandingen. Hak kørvelen fint og rør den i rielletten. Lad rilletten hvile en times tid på køl før servering.
Server dampede grønne asparges og stenbiderrogn til.

TIP: Rilletten smager også herligt på ristet brød som snack til et glas kølig hvidvin.

fisk hovedret

Fisk i pakker

Det er så nemt at udføre! Når man er træt efter en hård uge……Det er hurtig mad til få som mange……Husk at have pergamentpapir!

Nyd duften når pakkerne åbnes ved på bordet.


Fisk i pakker


600 gr blandet torsk og laks
2 tomater
2-3 porrer
100 gr grønne bønner
4 kviste oregano
1 citron
Olivenolie
Salt og peber
Olivenolie

Pergamentpapir

Skær fisken i lige store stykker. Skær tomater i kvarte. Rengør porrer og skær dem i stykker på 6-8 cm længde. Nip og skyl bønner.
Klip et 40 cm langt stykke pergamentpapir. Fold det på midten. Placer bønner, tomat og porrer på den anden halvdel af papiret. Læg de to slags fisk ovenpå. Krydr med salt og peber. Læg oregano på og dryp citronsaft og olivenolien over fisken. Skal der et ekstra pift til så hæld lidt hvidvin udover.
Træk papiret henover fisken og fold enderne ind i enden og siderne. Læg fiskepakkerne i et ildfast fad. Sæt fadet i en 200 gr varm ovn i 20-25 minutter.

fisk forret Frokost

Laksetatar med spinat og grove croutoner

Dagene flyver afsted……Så det er vist på tide med en ny opskrift. Jeg trænger i den grad til forår. Denne lille ret er forår for mine øjne og gane!




Laksetatar med spinat og grove croutoner

150 gr helleflynder
150 gr fersk laks
150 gr røget laks
6 dadeltomater
1 bundt koriander
1 bundt purløg
6 spsk olivenolie
2 lime
Salt og peber

Sørg for at fisken er helt frisk og sig til fiskehandleren den skal bruges rå. Frys laks og helleflynder ned natten før den skal bruges. Optø fisken. Skær fisken i fine tern mens den er letfrossen. Så er fisken nemmere at skære. Skær den røgede laks i tern. Bland fisken sammen i en skål. Skær et kryds i hver tomat og hæld kogende vand over dem. Efter ca. 5 minutter er de nemme at pille skallen af. Skær tomaterne i kvarte og fjern kernerne og skær dem herefter i fine tern. Bland tomat med fisken.
Hak koriander og purløg fint. Bland krydderierne i tataren sammen med olivenolie. Skyl limefrugterne og riv skallen fint. Pres saften. Bland limeskal og limesaft i tataren. Krydr med salt og peber. Lad fiske tataren trækken i et par timer på køl før servering.

100 gr spinat
3 skiver filonebrød
2 spsk olivenolie
Havsalt

Tænd ovnen på 200 gr. Skyl spinaten og tør den i et viskestykke. Skær brødet i grove terne og bland brødtern med 2 spsk olivenolie og 1 tsk havsalt. Rist brødternene i ovnen til de er gyldne og sprøde i ca. 6-8 minutter. Dryp spinatbladene med olivenolie og krydr med havsalt og peber.
Server fisketataren i glas sammen med spinat og de grove brødcroutoner.