Foto: Line Falck
Jeg er vild med kylling på tusind måder! Prøv at lave min opskrift med Thai kylling i spicy kokossauce og man føler sig under varmere himmelstrøg på en grå hverdag- det er helt sikkert!
Lidt info om tamarind:
Tamarind er østens dadel, en brun bælgfrugt, hvor indholdet er klisteret. Smagen er sødmefuld og syrlig. Tamarind fås hos asiatiske købmænd og i velassorterede supermarkeder. Den findes som en blok hvor man selv udbløder den i kogende vand.
Retten kan også lykkes med succes hvis det ikke lige kan købes nær dig!
Thai kylling med spicy kokosauce og nye kartofler
Ingredienser
- 500 gr små kartofler
- 3 stilke citrongræs
- 2 spsk revet ingefær
- 3 lime
- 3 spsk rød curry thai paste (Santa Maria)
- 2 spsk solskikkeolie
- 1,5 kg landkylling
- 2,5 dl kyllingefond
- 4 dl kokosmælk
- 2 tsk tamarind*
- 1 spsk fiskesovs
- 1 tsk brun farin
- 1 lille bundt koriander
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200°. Kog kartoflerne i 8-10 minutter i letsaltet vand. Hæld vandet fra dem. Hak citrongræs helt fint. Vend hakket citrongræs med revet ingefær. Stop halvdelen ind i kyllingen og gem resten til senere. Skær 2 lime i kvarte og stop dem ind i kyllingen. Rør rød curry paste med olie. Smør kyllingen ind i halvdelen og gem resten til senere. Læg kyllingen i en bradepande. Dæk let med folie. Steg kyllingen i 30 minutter. Tilsæt nu kartoflerne i bunden af bradepanden. Vend kartoflerne i kødsaften. Læg kyllingen ovenpå. Steg nu uden folie i 30-40 minutter. Til kartoflerne er møre og kødsaften er klar ved lårene.
- Kom kylling og kartofler på et fad og dæk til.
- Kom al kødsaft i en gryde. Skrab alt fra bunden af bradepanden ned i gryden. Tilsæt resten af citrongræs, ingefær og rød curry paste i gryden. Lad det simre til det begynder at dufte. Hæld fond i gryden og lad det koge ind i 3-4 minutter. Tilsæt kokosmælk. Lad sovsen koge ind til den tykner i 5-6 minutter.
- Smag sovsen til med tamarind, fiskesovs, sukker og limesaft fra den resterende lime. Rør sovsen godt sammen.
- Skær kyllingen ud og server kartofler og spicy sovs til. Pynt med frisk koriander
Copyright: Marie Melchior 2017 - mariemelchior.dk











Blog