
For mange år siden var vi i Bretagne, hvor vi besøgte nogle gode franske venner. De tog os med ud og spise hos nogle af deres venner. Naturligvis spiste vi først ved 10 tiden og middagen tilberedte vi sammen i et rustikt køkken og med vin i glasset. Vi tilberedte samosas med grøn salat til som hovedret – Helt enkelt og et vildt velsmagende måltid! Jeg er stadig vild med kombinationen af krydret kød i sprød filodej og en sprød grøn salat til med god vinaigrette. Ris egner sig fint til som tilbehør.
God bededags ferie……!
Samosa med oksekød
Ingredienser
- 10 stk.
- 500 g hakket oksekød
- 1 bananskalotteløg
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk smør
- 1 spsk olivenolie
- 1 tsk. knust spidskommen
- 1 tsk. tørrede chiliflager
- 1 bundt mynte
- 1 pakke filodej
- Olie til stegning
Sådan gør du
- Hak løg og hvidløg helt fint. Opvarm olie og smør på en pande. Svits løg og hvidløg til det falder sammen men ikke tager farve.
- Tilsæt krydderierne og steg i et par minutter. Tilsæt kødet og steg ved høj varme til kødet falder fra hinanden og bliver brunt.
- Hak mynten og bland i det stegte kød.
- Afkøl kødet.
- Læg filodej på køkkenbordet. Vrid et viskestykke i koldt vand og læg det over dejen for at holde dejen fugtig.
- Tag et lag filodej og klip det i stykker til det ca. svarer til en firkant på 15 cm bred og 25 cm lang.
- Læg det stegte kød på midten nederst på filodejen. Fold venstre side 1 cm ind.
- Fold fra det højre hjørne ind til en trekant omkring fyldet. Fold nu den anden vej fra venstre mod højre.
- Pensl de to ende-sider med vand el. olie til at klistre trekanten sammen. Læg trekanten med sammenføjningen nedad.
- Opvarm rigelig olie i en gryde. Test om olien er varm nok med en spisepind. Bruser/syder det om pinden er olien klar.
- Steg samosa i 2-3 minutter til de er gyldne og sprøde. Læg dem på fedtsugende papir.
- Server ris og salat til.
Copyright: Marie Melchior 2017 - mariemelchior.dk










Blog