Hummer suppe

 

Valentine er lige om hjørnet – så er det tid til at fejre kærligheden med en romantisk og super lækker middag til din udkårne eller én du gerne vil erklære din kærlighed ❤❤❤Hold dig ikke tilbage!  Det er nu, du skal give den gas med hjerter, stearinlys og bobler i glasset……Jeg synes hummer suppe er delikat og en luksus at forkæle ganen med og endnu bedre er det at skylle efter med bobler…..🍾🍾🍾

Skål for kærligheden ❣❣❣

Hummer suppe

Ingredienser

  • (2 personer)
  • 1 hel kogt hummer på 600-700 gr.
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 porre
  • 50 g mel
  • 3 dl hvidvin
  • ½ dl cognac
  • 140 g tomatkoncentrat
  • 1 krydderbuket samlet af timian, rosmarin, laurbærblad
  • ½ tsk. cayennepeber
  • 6 dl fiskebouillon
  • 1 dl piskefløde
  • 1 bundt dild

Sådan gør du

  1. Flæk hummerne med en stor skarp kniv. Placer kniven i ”krydset” mellem skjold og hoved. Skær først igennem hovedet. Vær opmærksom på at det godt kan sprøjte en del. Herefter skæres hummerne fra ”krydset” ned igennem kroppen og halen. Fjern tarmen i halen og mavesækken oppe fra hovedet (det er en lille pose).
  2. Tag kødet ud af hummerne. Flæk kløerne og tag kødet ud med en hummergaffel. Gem skallerne og læg kødet til side i en skål og sæt det på køl.
  3. Hak løg og hvidløg helt fint. Skær det grønne af porrerne og fjern det yderste af dem. Skyl dem grundigt og hak dem fint.
  4. Opvarm olien i en stor gryde. Svits hummerskallerne. Tilsæt løg, hvidløg og porrer. Svits ved høj varme i 5-6 minutter.
  5. Drys mel udover og bland godt rundt. Hæld hvidvin og cognac i gryden og kog ind i 3-4 minutter.
  6. Tilsæt tomatkoncentrat, krydderbuket og cayennepeber. Krydr med salt og peber. 7. Hæld fiskebouillon i gryden og skru ned til svag varme. Lad suppen simrekoge i en halvtimes tid. Si suppen. Kom suppen tilbage i gryden og varm den igennem med fløden.
  7. Anret suppen i skåle og fordel hummerkødet i suppen. Pynt med dildkviste.

 

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.