
Nudelsuppe med kylling og knoldselleri med mere, spreder varme en kold vinteraften. Det er nemt at tilberede og skal det gå ekstra hurtigt så brug resterne af en kylling og smag bouillonen til med soja, chilisovs, fiskesovs……
God fornøjelse!
Nudelsuppe med kylling og selleri
Ingredienser
- 1 kylling (1,5 kg)
- 1 spsk korianderfrø
- 50 g ingefær
- 1 løg
- 2 gulerødder
- 1 liter miso bouillon (fra ClearSpring)
- 400-500 g knoldselleri
- 300 g nudler
- 1 bundt forårsløg (4-5 stk.)
- 1 bundt koriander
- 50 g cashewnødder
- 2 lime
Sådan gør du
- Kom kyllingen i en stor gryde sammen med korianderfrø. Skræl ingefær og skær i mindre stykker og kom det i gryden. Pil og skær løg i både. Skræl gulerødder og halver dem. Kom løg og gulerødder i gryden. Hæld miso bouillion over kyllingen. Læg låg på gryden og tænd for varmen. Lad kyllingen simrekoge i en time.
- Tag kyllingen op af suppen og læg den til side. Si suppen og kom den tilbage i gryden.
- Skræl knoldselleri og skær i små tern. Kog sellerien i mør i suppen i 15 minutter.
- Parter kyllingen og kasser skindet. Kom kyllingekød tilbage i suppen.
- Tilsæt nudler og varm igennem til nudlerne er bløde i 6-8 minutter.
- Fjern det yderste af forårsløgene og skær dem i stykker på tværs. Server kyllingesuppen med friske forårsløg og masser af korianderblade.
- Hak cashewnødder og drys over. Skær lime i både og pres limesaft over suppen lige før den skal spises.
Copyright: Marie Melchior 2017 - mariemelchior.dk










Blog