Foto: Betina Hastoft
Glædelig 1. december – Så starter julekalenderen, jagten på gaverne, sammenkomster med venner og familie….Det bliver 3 travle og hyggelige uger vi går i møde! Her er opskriften på mine julefrikadeller med lammekød og de er krydret med masser af jul! Kan man ikke lige få hakket lammekød så brug hakket oksekød eller hakket kalv og flæsk. Frikadeller er gode at have i baghånden til en travl tid. Lav en stor portion og frys dem ned! SÅ er der altid en middag hurtigt parat. Server syltede tyttebær til, for det smager fantastisk med de syrlige og samtidig lidt søde tyttebær til.
God fornøjelse!
Ingredienser
- Lammedeller:
- 800 gr hakket lam
- 1 spsk salt
- 1 æg
- 1 tsk citronskal
- 1 tsk frisk rosmarin
- 1 tsk frisk timian
- 1 tsk frisk ingefær
- 1 fed hvidløg
- 3 spsk kruspersille
- 75 gr hvedebrød
- Syltede tyttebær:
- 250 gr tyttebær
- 100 gr sukker
- 3 spsk vand
Sådan gør du
- Rør det hakkede kød med salt og æg. Blend i en hurtighakker citronskal, rosmarin, timian, ingefær, hvidløg, persille og brød sammen til fine krummer.
- Rør krydderierne i farsen.
- Form små deller på størrelse med en valnød. Steg dem på panden i smør og olie i 3-4 minutter på hver side.
- Hæld tyttebær, sukker og vand i en gryde. Kog det hele sammen ved svag varme i 20-30 minutter uden låg.
- Lad de syltede tyttebær afkøle før de kommes på glas.











Blog