Min morfar havde fødselsdag den 1. december. På onsdag ville han været blevet 100 år. I mit liv har den 1. december altid været en speciel dag og en skøn start på december. Da han levede blev han altid fejret med store middage med familien hjemme hos os, hvor min mor stod for det hele.
Nu er december lige om hjørnet og så skal der pyntes, klippes, bages og hygges…..Start december med denne fantastiske kage. Den er skøn til en kop te eller som dessert efter en dejlig middag.
Tranebærkage up-side down
50 g smør
150 g brun farin
340 g tranebær (1 pose)
Smelt smørret på en pande sammen med brun farin. Når smør og sukker er smeltet til en sirup så tilsæt tranebærrene. Vend dem godt rundt til de er helt dækket af siruppen. Afkøl panden mens dejen forberedes.
150 g rørsukker
150 g smør
150 g hvedemel
1 nip salt
3 æg
1 tsk bagepulver
2 spsk mælk
Kom rørsukker, smør, hvedemel, salt, æg og bagepulver i en foodprocessor og bland det hele hurtigt. Tilsæt mælken igennem ”skorstenen” mens maskinen rører, til dejen er tyktflydende, måske er der behov for lidt mere mælk. Hæld tranebærsiruppen over i bunden af et tærtefad i metal med løs bund. Pak tærtefadets bund i aluminiumspapir, så det ikke lækker. Hæld dejen udover bærrene. Sæt Tærteformen på en bageplade. Bag kagen ved 180 gr i 30 minutter, til kagens kante slipper og den er fin gylden.
Læg et omvendt fad over kagen og vend det hele rundt! Pas på at man ikke brænder sig. Løft forsigtig tærtebunden af ved hjælp af en paletkniv.
Serveres med cremefraiche eller vaniljeis.











Blog
4 Comments