Regnbuesalat

 

 

Her i blæst og alt for meget regn synes jeg mine øjne trænger til at se på farver – så her er en opskrift på regnbuesalat fra min kogebog “Vild med Bønner”. Fødevarestyrelsen opfordrer os til at spise mange flere bønner og bælgfrugter da de er super sunde. De indeholder masser af kostfibre, vitaminer og mineraler. Bønner er også en god proteinkilde så man kan mindske sit kødindtag uden problemer.  Bønner og bælgfrugter er med til at forbedre jordens frugtbarhed og de udråbes også til at være en bæredygtig og miljøvenlig fødevarer….Så spis løs af dem. De giver en god mæthedsfornemmelse og er nemme at arbejde med i køkkenet.

Så find mere inspiration i  min bog Vild med Bønner fra https://muusmann-forlag.dk

 

 

Regnbuesalat

Ingredienser

  • 4 personer - 4 glas
  • Ristede mandler
  • 100 g mandler
  • 2 spsk. fint salt
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. røget paprika
  • Avocadopuré
  • 2 avocadoer
  • 1 usprøjtet citron
  • 1 dl olivenolie
  • 1 dl vand
  • 1 bundt koriander
  • 1 bundt mynte
  • Salat
  • 200 g rød spidskål
  • 200 g grøn spidskål
  • 1 dåse kidneybønner (eller 250 g kogte)
  • 3 peberfrugter i forskellig farve
  • 3 gulerødder
  • 2 små rødbeder (ca. 200 g)

Sådan gør du

  1. Kom mandler i en skål med salt og dæk med vand. Lad dem trække i 10 minutter. Tænd ovnen på 200 gr. Beklæd en bageplade med bagepapir. Hæld vandet fra mandlerne og fordel dem på pladen. Rist mandlerne sprøde i ovnen i 10 minutter. Afkøl mandlerne og vend dem i olivenolie. Drys med røget paprika.
  2. Halvér avocadoer og fjern stenene. Kom dem i en foodprocessor med citronsaft, olie og vand. Blend til en lind puré. Skyl krydderurter og nip bladene fra stilkene. Kom urterne i foodprocessoren og blend.
  3. Kom avocadopuré i bunden af hvert glas. Snit de to slags kål helt fint. Dræn kidneybønner og skyl efter med koldt vand - bruger du kogte kidneybønner, er de allerede tilberedte. Skyl og skær peberfrugter i små tern. Skræl gulerødder og rødbeder. Riv dem på et råkostjern. Læg de snittede sager og bønner i lag i glassene. Drys til sidst med paprikamandler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.