Category Archives: forret

fisk forret

Hummer salat

Skyd det nye år i gang med en dekadent hummersalat……
Ønsker alle et lykkebringende 2012

Salat med hummer

250 – 300 gr baby spinat
1 bundt frisk koriander
2 avocado
1 rødløg
2 lime
1 appelsin
4 spsk sesamolie
3 kogte hummer
25 gr smør
1 fed hvidløg
1 lille rød chili
1 spsk nigellafrø

Skyl spinat blade. Skær avocado i tern. Snit rødløget fint. Pres lime og appelsin. Rør sesamolie i citrussaften. Smag til med friskkværnet peber.
Bræk halerne af de kogte hummerer og pil skallen af dem. Slå kløerne itu med en hammer og vrist kødet ud af kløerne.
Hak hvidløg fint. Halver chilien og fjern kernerne. Hak chili helt fint. Smelt smørret på panden. Svits hvidløg og chili i et par minutter. Brun hummer- haler og klør i 3-4 minutter ved svag varme.
Anret spinatbladene og koriander i små skåle sammen med rødløg og avocado. Skær hummer halerne i skiver. Anret hummer i skålene. Halver kløerne så alle anretninger også får lidt af kloen. Dryp dressingen udover og drys med nigellafrø.

forret Frokost

Carpaccio af okseinderlår med feldsalat og urter

Så er weekenden lige om hjørnet. Her er en hurtig opskrift til en fredag aften med benene oppe. Det er et let måltid så bagefter skal vi have gode oste, knækbrød og frugt. Til slut den bedste kaffe fra Kontra og chokolade….
God weekend!

Carpaccio af okseinderlår med feldsalat og urter

450 gr okseinderlår skåret papirtyndt
70 gr pinjekerner
100 gr feldsalat
1 bundt basilikum
1 bundt radiser
1 bundt brøndkarse
100 gr frisk høvlet parmesan
6 spsk jomfruolivenolie
3 spsk balsamico
Friskkværnet peber

Få slagteren til at skære kødet helt papirtyndt. Skal man selv gøre det, kræver det at være ejer af en pålægsmaskine. Skær kødet i let frossen tilstand for at få det så tyndt som muligt.
Læg kødet ud på tallerkner.
Rist pinjekernerne gyldne på en pande og stil dem til side. Skyl feldsalat og brøndkarse. Nip basilikum bladene fra stilkene. Rengør radiserne og skær dem i tynde skiver. Bland feldsalat, brøndkarse, basilikum, pinjekerner og radiser sammen i en skål. Pisk balsamico og olivenolie sammen. Krydr med friskkværnet peber. Dryp halvdelen af dressingen over kødet. Hæld resten over krydderurtesalaten. Læg krydderurtesalaten på midten af hver tallerken. Drys friskhøvlet parmesan udover.
Server et godt brød til.

forret Frokost

Ouiche med kantareller


I weekenden er jeg i Mégeve hvor Betina Hastoft og jeg skal på svampejagt med super kokken Emmanuel Renaut fra Flocons de Sel http://www.floconsdesel.com/fr/index.php


Ouiche med kantareller

4 stk.
½ rulle færdig tærtedej (=125 gr)
200 gr kantareller
1 skalotteløg
3 æg
25 gr smør
1 dl piskefløde
Salt og peber
1 håndfuld rucola (ca. 30-40 gr)
60-70 gr revet emmentaler

Tænd ovnen på 200 gr. Rul dejen ud og læg den i små smurte tærteforme. Skær løget fint. Børst kantarellerne rene for jord med en pensel og skyl dem kun om nødvendigt meget let. Smelt smørret på en pande. Sauter løget i 2-3 minutter tilsæt kantarellerne. Lad det stege 5-6 minutter til svampene er faldet lidt sammen. Hak rucola og bland det sammen med svampene
Pisk æg og fløde sammen. Krydr med salt og peber. Hæld svampefyldet i æggeblandingen. Fordel fyldet i tærteformene. Strø revet emmentaler udover hver tærte. Bag tærterne gyldne og sprøde i 10-15 minutter.

forret Frokost

Artiskok med rødbede vinaigrette

Tænk at man kan spise denne smukke blomst! Det er comfort food at sidde med gode venner og spise med fingrene …….

Det er sæson lige nu for artiskok og rødbede! De to klæder hinanden rigtig godt.
God weekend

Artiskok med rødbede og hårdkogte æg i vinaigrette

Antal personer: 4

4 artiskokker
1 citron
100 gr rødbede
4 æg
1 bundt bredbladet persille
1 spsk dijon sennep
1 tsk honning
1 spsk hvid balsamico
4 spsk olivenolie
salt og peber

Start med at skære stokken af artiskokkerne og de yderste blade. Læg dem i en stor gryde og hæld vand på til det dækker. Vask citronen*) og skær den i både og læg dem ned i gryden. Læg låg på og kog artiskokkerne i 40 minutter. Test med at hive et blad af artiskokken, slipper bladet let er de færdigkogte, hvis ikke så koges de yderligere i 10 minutter.
Hæld vandet fra i et dørslag og lad artiskokkerne dryppe af.
Kog æggene hårdkogte og afkøl dem i koldt vand
Kog rødbeden i saltet vand i 30 minutter. Når rødbeden er afkølet lidt smuttes den ud af sin skal. Brug handsker for at undgå røde fingre.
Skær rødbeden i fine tern og hak æggene og persillen fint.
Rør sennep, honning og hvid balsmico sammen og rør olien i til dressingen er lind. Er den lidt for tyk tilsættes yderligere olie. Smag til med salt og peber.
Rør æg, rødbede og persille sammen med vinaigretten og server den til de færdigkogte artiskokker. Et god brød vil være skønt til.
TIP: Citronerne i kogevandet gør at artiskokken holder farven.

forret

Krabbesalat

I de næste dage skal jeg besøge det kulinariske Irland og jeg glæder mig vildt til at opleve det skønne grønne og frodige land.

Når man siger ja til Irland siger man også ja til hele krabber, Guiness, whisky, stew med lammekød…….og meget meget mere som jeg glæder mig til at blive klogere på i de næste par dage.

Har du lyst til at købe irske krabber i Danmark? Så kan jeg anbefale, hvis du er i området at slå et smut om http://www.skaldyrsklubben.dk/ i vedbæk……Krabberne er kommet direkte fra havet i gryden og blevet pakket i vacum på båden. Det er en skøn oplevelse at sætte tænderne i. Så slipper man jo også for at koge krabberne som der ellers er angivet i opskriften! Det er super fastfood!


1,5 -2 kg krabbeklør eller 3 hele krabber
1 bundt dild
1 spsk havsalt
1 tsk sukker
1 stor fennikel (el. 2 små)
4 stilke blegselleri
1 håndfuld bælgede ærter
3 spsk citronolie
1 tsk citronpeber
Havsalt og peber

Kog krabbekløerne i kogende vand tilsat dild, salt og sukker. Kog klørene i 20 minutter og sluk herefter for varmen. Lad klørene stå og trække i 20-25 minutter. Hæld vandet fra og afkøl klørene.
Brug bagsiden af en ske til at slå på klørene ligesom når man skal slå hatten af et æg.
Brug en hummergaffel til at tage kødet ud af kløerne.
Snit fenniklen helt fint på et mandolinjern. Gem toppen af fenniklen. Skær blegselleri i bittesmå tern.
Bland krabbekødet med fennikel, blegselleri og ærter. Rør citronolie med citronpeber og hæld dressingen over. Smag til med salt og peber. Pynt salaten med hakket fennikeltop.
Server krabbesalaten med ristet brød.