Så er solen her og man fornemmer forår selv om det er koldt – skønt at mærke solens varme!
Jeg er vild med grønne asparges. De er nemme at have med at gøre. Med et bundt asparges kan man hurtigt trylle en let frokostret eller forret frem til spontane begivenheder…..
TIP: Er dine asparges lidt triste og rynkede? Så bræk enderne af dem og sæt dem i vand som var det en buket blomster. Sæt dem køligt. Aspargeserne suger vandet til sig og bliver saftige og sprøde – alle rynker forsvinder…….
Opbevar asparges på denne måde ind til de skal bruges gerne i 3-4 dage. Skift vandet en gang om dagen.
Grønne asparges med Tallegio (italiensk komælksost) med varm sauce af smør, hvidvin og citrontimian.
2 bundter grønne asparges (30 stk.)
100 gr Tallegio (italiensk komælksost) med stuetemperatur
1,5 dl hvidvin
½ citron
50 gr koldt smør i tern
2 spsk hakket citrontimian
Skyl aspargeserne og bræk enderne af. Kog dem i 3 minutter i kogende vand. Hæld vandet fra i et dørslag. Hold aspargeserne varme i et rent viskestykke.
Hæld hvidvin og citronsaft i en lille kasserolle og kog ind i et par minutter. Tag gryden af varmen og rør smørtern i lidt efter lidt. Rør hakket citrontimian i til sidst.
Anret tallerkner med 5-6 asparges pr. tallerken. Læg en skive Tallegio ost henover og hæld den varme sauce udover.











Blog