Category Archives: jul

Bagværk jul Kager sødt

Panforte

Så nærmere advent og julemåneden sig med hastige skridt! Det er tid til at bage, pynte op, tænde tusind lys, mødes og drikke masser af varm glögg i hvid eller rød udgave……

Nu skal der jules på livet løs – Elsker denne tid hvor vi gir den gas med glimmer, bånd, blomster, glitterstads guld, stjerner og juleknas i alle afskygninger……

Her er en opskrift på en kage der kan holde sig i hele julemåneden. Det er den perfekte spiselige værtindegave til en af decembers mange julearrangementer.

Panforte

Ingredienser

  • (Ca. 16 små kagestykker)
  • 175 g hasselnøddekerner
  • 100 g valnødder
  • 150 g tørrede abrikoser
  • 250 g hvedemel
  • ½ tsk. stødt kanel
  • 250 g flydende honning
  • 200 g sukker

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 175 gr. Fordel nødderne på en bageplade med bagepapir, og rist dem i ovnen i 10 min. Hak dem groft.
  2. Hak abrikoserne fint, eller klip dem i meget små stykker med en saks. Bland nødder, abrikoser, mel og kanel.
  3. Varm forsigtigt honningen op i en kasserolle, til den bliver flydende. Hæld sukkeret i, og rør, til det opløses. Hæld honningmassen over nøddeblandingen, og ælt det hele godt sammen til en kompakt dej.
  4. Læg dejen på et stykke bagepapir på køkkenbordet, og læg endnu et stykke bagepapir over. Tryk eller rul dejen ud til en 2½ cm tyk cirkel.
  5. Læg kagecirklen på en bageplade med bagepapir, og bag den i ca. 40 min. på midterste ovnribbe. Lad den køle af på en bagerist. Hvis du opbevarer kagen i en lufttæt dåse eller boks, holder den sig i op til 1 måned.

Bagværk jul Kager sødt

Chokoladekage som juletræ

En gammel favorit fra mit køkken er juletræskagen af chokolade. Juletræsformen købte jeg i min pure ungdom i Skjalm P og den har fuglt mig lige siden. Jeg har nok bagt en mindre skov af chokolade kager i den form. Opskriften er et hit hver gang jeg har bagt den. Har man ikke en juletræsform så bag kagen i en bradepande og skær den kolde kage ud som et juletræ……

God fornøjelse!

Chokoladekage som juletræ

Ingredienser

  • 200 g mørk chokolade
  • 300 g smør
  • 6 æg
  • 500 g brun farin
  • 180 g hvedemel
  • Pynt:
  • 100 g flormelis
  • Stjerneanis

Sådan gør du

  1. Tænd for ovnen på 180 gr. Smelt chokolade og smør over vandbad. Pisk æg og farin, til det er lyst.
  2. Afkøl chokoladeblandingen, før den piskes med sukkermassen. Sigt melet i dejen, og rør dejen sammen.
  3. Hæld dejen i en bradepande (30x40cm) eller i en anden form beklædt med bagepapir. Bag kagen ved 15-20 min. Den må gerne være lidt klistret i midten.
  4. Afkøl kagen, og skær den ud, så den har form som et juletræ. Pynt med sigtet flormelis.
  5. Tip
  6. Her er brugt en form med facon som et juletræ, og kagen er derfor bagt 30-35 minutter. Dæk evt. kagen til undervejs, så overfladen ikke bliver brændt.

Bagværk jul Kager sødt

Julefrugtkage

u-48-tema-01

Så er december hyggen ved at melde sig alle steder. Huse og byer er pakket ind i julelys og det lyser så hyggeligt op i mørket! Her er en nem opskrift på en julekage med et strejf fra Italien. Det gode ved denne her kage, er at den kan holde sig på køl i en måned. Det er en rig og drøj kage så man kan kun fortære små stykker af gangen…….Så den holder længe!

Julefrugtkage

Ingredienser

  • 150 g rosiner
  • 1 dl Marsalavin
  • 50 g smør + 1 spsk.
  • 200 g mørk chokolade
  • 400 g mel
  • 1 spsk. bagepulver
  • 1,5 dl honning
  • 200 g sukker
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. fennikelfrø
  • 350 g revet æble
  • 100 g smuttede mandler
  • 200 g syltet appelsinskal (Dr. Oetker)
  • 100 g blandede cocktailbær (Dr. Oetker)
  • 100 g sukat (Dr. Oetker)
  • 60 g pinjekerner
  • Pynt:
  • 4 spsk. appelsinmarmelade
  • 1 spsk. vand
  • 100 g blandede cocktailbær
  • 50 g blandede valnødder og mandler

Sådan gør du

  1. Kom rosiner i en skål, og hæld Marsala over. Lad rosinerne trække i mindst en time og gerne i længere tid.
  2. Tænd ovnen på 170 gr. Smør en springform (diameter 22 cm) med 1 spsk. smør i bunden og på kanterne.
  3. Hak chokoladen groft, eller blend den til små stykker i en foodprocessor. Kom mel og bagepulver i en stor skål. Rør bagepulver ud i melet.
  4. Smelt smør i en gryde sammen med honning, sukker og krydderier.
  5. Skyl og riv æblerne groft på et rivejern. Kom revet æble ned i skålen med mel. Hak mandlerne groft.
  6. Hæld den smeltede smørblanding fra gryden i skålen med mel. Tilsæt hakkede mandler, chokolade, syltet appelsinskal, cocktailbær, sukat, pinjekerner og de udblødte rosiner. Rør dejen sammen, til den er ensartet. Kom den i den smurte springform.
  7. Bag kagen på midterste rille i ovnen i 1 time. Test at kagen er gennembagt med en bagenål - er nålen tør efter at have været stukket i kagen, er den klar. Ellers bag kagen i yderlige 15 min. Afkøl kagen på en bagerist.
  8. Smelt appelsinmarmeladen i en gryde med vandet, og pensl kagen med halvdelen. Pynt kagen med cocktailbær og nødder. Pensl igen, så frugterne bliver helt blanke.
  9. Tip: kagen kan holde sig i op til en måned på køl. Pak den i madpapir og læg den i en frysepose. Kagen er meget drøj så man spiser små stykker ad gangen derfor kan den strække sig til mange personer.

jul morgenmad sødt

Byggrød med mandelmælk, kanel og lakridsmandler

u-46-tema-03

 

Så er det ved at være til til grød af alle slags og især julede versioner. Spis grød til morgenmad det lægger en god bund og giver god energi helt til frokost!

Byggrød med mandelmælk, kanel og lakridsmandler

Ingredienser

  • (4 personer)
  • 175 g byggryn
  • 6 dl mandelmælk
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 nip salt
  • Lakridsmandler:
  • 1 dl vand
  • 4 spsk. lakridspulver
  • 2 spsk. fint salt
  • 100 g mandler
  • 2 spsk. lakridspulver
  • Pynt:
  • revet æble

Sådan gør du

  1. Grød:
  2. Kom byggryn og mandelmælk i en gryde sammen med stødt kanel og vaniljesukker.
  3. Kog sammen til grød under omrøring i 8-10 min. Bliver grøden for tyk, så tilsæt mere mandelmælk.
  4. Smag grøden til med salt. Riv æble ud over lige før servering.
  5. Lakridsmandler:
  6. Tænd ovnen på 180 gr. Kom vand, lakridspulver og salt på panden. Kog vandet op, og tilsæt mandlerne. Kog ind, til al vandet er fordampet.
  7. Beklæd en bageplade med bagepapir. Kom mandlerne på pladen og ind i ovnen.
  8. Rist mandlerne i ovnen i 12-15 min., til der spreder sig en duft af mandler.
  9. Afkøl mandlerne, og vend dem i mere lakridspulver. Server lakridsmandlerne til grøden.

Bagværk jul Kager sødt

Brunkager

Forside-Juletillæg 2015

FOTO: Betina Hastoft

Ingen december uden brunkager i mit køkken. Det er den ultimative duft af jul der spreder sig når brunkagerne er i ovnen. Jeg opbevarer dejen rullet i stænger i fryseren og bager dem ad hoc…..Så kan jeg bage hver gang jeg har lyst og kagedåsen er tom! Resultatet er helt sprøde brunkager og en skøn duft af jul i hele huset – flere gange  i løbet af december!

Brunkager

Ingredienser

  • (ca. 150 stk.)
  • 225 g blødt smør
  • 225 g farin
  • 1 dl mørk sirup
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt nellike
  • 1 ½ tsk. potaske
  • 2 spsk. vand
  • 500 g mel
  • 50 g smuttede og hakkede mandler

Sådan gør du

  1. Rør smør og farin sammen med sirup og krydderier.
  2. Rør potaske ud i vandet, og hæld det i dejen sammen med melet. Ælt dejen sammen med de hakkede mandler.
  3. Rul dejen til tykke ruller, og pak dem i film. Læg dem på køl i et døgn.
  4. Tænd ovnen på 200 gr. Beklæd bageplader med bagepapir. Skær rullerne i tynde skiver, og bag kagerne på midterste rille i ovnen i 5-6 min., til de er brune.
  5. Afkøl kagerne på en rist. De skal være helt kolde, før de puttes i dåser.