Category Archives: fisk

fisk forret Frokost Grøntsager hovedret salat

Sushi Bowl

 Foto:  http://hastoft.dk

Bland din egen sushi bowl og nyd smagen af det japanske køkken. Det er så meget nemmere, end at rulle sushi selv, men smager mindst lige så godt. Det er delikat med den smukke rå fisk og de smukke farver fra fra grøntsager.

 Server wasabi og soja til. Rør mayonnaise med sød chili sauce og server til.

Sushi Bowl

Ingredienser

  • Sushi bowl
  • Fisk:
  • 250 g tun
  • 250 g laks
  • 250 g helleflynder
  • 500 g sushiris
  • Lage til ris:
  • 1 tsk. salt
  • 3 spsk. sukker
  • 5 spsk. risvinseddike
  • Tilbehør:
  • 2 avocado
  • 1 spsk. sesamfrø
  • 4 ark noritang
  • 250 g kinaradise
  • 3 gulerødder
  • 25 g ingefær
  • 2 stilke citrongræs
  • 1 spsk. salt
  • Marinade:
  • 1 dl vand
  • 1 dl riseddike
  • 2 spsk. mirin
  • 3 spsk. sukker
  • 2 spsk. salt
  • Pynt:
  • Sorte sesamfrø
  • Pomelosalat:
  • 1 pomelo
  • 250 g rødkål
  • 250 g spidskål
  • 300 g edamamebønner
  • 1 rød chili
  • 1 mango
  • 1 bundt koriander
  • Dressing:
  • 2 lime
  • 2 spsk. fiskesovs
  • 1 spsk. sukker

Sådan gør du

  1. Sørg for at fisken er helt frisk, og har været frosset ned i mindst 24 timer, når den skal spises rå. Tal med din fiskehandler om, hvad fisken skal bruges til.
  2. Anret fisken på et spækbræt med en skarp kniv, og skær i skiver. Fisken skal ikke stå ude i længere end 3 timer. Så anret evt. fisken ovenpå is, så den holder sig frisk.
  3. Lage til ris:
  4. Hæld salt, sukker og risvinseddike i en gryde. Opvarm, til sukker og salt er opløst. Afkøl lagen, og gem den til senere.
  5. Sushiris:
  6. Kom risene i en si, og skyl dem flere gange under koldt vand. Kom de skyllede ris i en gryde, og hæld vand over, til det dækker. Lad risene stå i blød i 30 min. Si vandet fra, og kom risene tilbage i gryden.
  7. Dæk risene med 7 dl vand. Bring risene i kog under låg. Lad dem koge 10-12 min.
  8. Tag gryden af varmen, og lad risene trække i 10 min.
  9. Hæld risene i en træskål eller porcelænsskål - bare ikke metal. Rør i risene med en træske eller træspisepinde.
  10. Hæld lagen over, og vend risen grundigt rundt.
  11. Tildæk risene med et fugtigt viskestykke, og lad risene afkøle, til de skal bruges.
  12. Tilbehør:
  13. Skær avocado i skiver, og drys med sesamfrø.
  14. Rul noritang plader sammen til ruller, og klip i smalle strimler.
  15. Sæt det hele frem på bordet, og lad dine gæster selv sammensætte deres sushiskål.
  16. Skræl og riv kinaradise og gulerødder på et rivejern eller i en foodprocessor med et råkostjern.
  17. Skræl og hak ingefær og citrongræs helt fint.
  18. Bland revet og hakkede sager sammen i en skål.
  19. Drys med 1 spsk. salt, og bland godt. Kram blandingen med hænderne til kinaradise og gulerødder afgiver væske.
  20. Kog vand sammen med riseddike, mirin, sukker og salt. Afkøl marinaden, og hæld den over revet kinaradise og gulerod. Lad det marinere i mindst 1 time før servering.
  21. Holder sig på køl i 3-4 dage.
  22. Pynt syltet kinaradise og gulerod med sorte sesamfrø.
  23. Tip Mirin er sød risvin med alkohol, det er en typisk ingrediens i japansk madlavning og kan købes i assorterede supermarkeder.
  24. Pomelosalat:
  25. Skær skrællen af pomelo hele vejen rund, top og bund. Fileter frugten i fileter med en lille kniv. Undgå de bitre og seje hinder. Skær frugtkødet i mindre stykker.
  26. Snit rødkål og spidskål helt fint på en mandolin eller rivejern.
  27. Damp edamammebønner i spilkogende vand i 2 minutter. Hæld vandet fra, og afkøl dem under koldt vand.
  28. Skyl chili, og hak den helt fint.
  29. Halver mangoen, og skær kødet i tern med en skarp kniv ned i skallen. Vend ”vrangen” ud, så ternene stikker frem. Skær ternen af med en skarp kniv.
  30. Bland alle sagerne sammen.
  31. Skyl og hak koriander, og bland i salaten
  32. Dressing:
  33. Rør saften fra lime, fiskesovs og sukker sammen. Hæld dressingen over, og bland salaten godt sammen.

fisk forret salat

Hummersalat til nytår 2016/2017

 

Her er verdens nemmeste forret til nytårsaften.  En lun hummer i salat er super delikat og er en god start på årets sidste festmenu! Server boblende champagne til

Godt Nytår derude

Hummersalat med avocado

Ingredienser

  • 250 - 300 gr baby spinat
  • 1 bundt frisk koriander
  • 2 avocado
  • 1 rødløg
  • 1 citron
  • 1 appelsin
  • 4 spsk sesamolie
  • 3 kogte hummer
  • 25 gr smør
  • 1 fed hvidløg
  • 1 lille rød chili
  • 1 spsk nigellafrø

Sådan gør du

  1. Skyl spinat blade. Skær avocado i tynde skiver. Snit rødløget fint. Pres citron og appelsin. Rør sesamolie i citrussaften. Smag til med friskkværnet peber.
  2. Bræk halerne af de kogte hummer og pil skallen af dem. Fjern tarmen i halerne. Slå kløerne itu med en hammer og vrist kødet ud af kløerne.
  3. Hak hvidløg fint. Halver chilien og fjern kernerne. Hak chili helt fint. Smelt smørret på panden. Svits hvidløg og chili i et par minutter. Brun hummer- haler og klør i 2-3 minutter ved svag varme.
  4. Anret spinatbladene og koriander i små skåle sammen med rødløg og avocado. Skær hummer halerne i skiver. Anret hummer i skålene. Halver kløerne så alle anretninger også får lidt af kloen. Dryp dressingen udover og drys med nigellafrø.

Bagværk fisk Frokost hovedret snack

Pizza med fuldkorn, laks og spinat

laksepizza

 

Pizza tid ……Det er hurtig og nem mad at tilberede.  De fleste elsker når der er pizza på menuen. Det er en god måde at få brugt sine rester på – f.eks pesto fra glas, lidt trætte grøntsager, en ostegnalling der kan rives eller resterne af kød og fisk.

Det vigtigste når du bager pizza er at rulle dejen så tyndt ud som muligt, så bunden bliver sprød efter en tur i ovnen.  Husk at bag i en forvarmet ovn ved høj temperatur. Et godt trick er at bruge en opvarmet pizzasten. Har man ikke sådan en, så opvarm bagepladen inden pizzaen skal i ovnen.

God fornøjelse!

Pizza med fuldkorn, varmrøget laks, fennikel og spinat

Ingredienser

  • Pizzadej med fuldkornsmel:
  • 25 gr gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 1 spsk olivenolie
  • 250 g tipo mel
  • 250 g fuldkornshvedemel
  • Pizzafyld:
  • 1 dl basilikum pesto
  • 1 fennikel
  • 1 rødløg
  • 1 usprøjtet citron
  • 1 lille bundt citrontimian
  • 300 g varmrøget laks
  • 100 g babyspinat
  • 1 glas sorte oliven

Sådan gør du

  1. Opløs gær i lunkent vand med salt, sukker og olivenolie. Ælt de to slags mel i dejen og ælt til dejen er glat og smidig.
  2. Form dejen til en kugle og skær et kryds på midten. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse i et par timer et lunt sted.
  3. Rul pizzadejen tyndt ud i en cirkel på et melstrøget bord. Beklæd en bageplade med bagepapir. Løft dejen over på bagepladen. Dryp bunden med olivenolie. Fordel olien med pensel.
  4. Smør bunden med pesto. Skær fennikel og rødløg helt fint på en mandolin. Fordel fennikel og rødløg på pizzabunden. Bræk laksen i mindre stykker og fordel den rundt på pizzaen. Skyl og hak citrontimiman. Skyl citronen og skær den i tynde skiver. Fordel citrontimian og citronskiver på pizzaen. Dryp med olie. Bag pizzaen i en 225° varm ovn i 20-25 minutter. Kom skyllet babyspinat og oliven på pizzaen lige før servering.

Bagværk fisk hovedret snack

Pizza med laks, fennikel og kartoffel

1501296584

Efter en selskabelig og dejlig weekend med travlhed i køkkenet er der mandags pizza på menuen! Her er en  opskrift på en nem pizza. Pizza behøver ikke altid at være tomat og ost. Prøv denne her version med laks, fennikel og kartoffel. Æblerne og fenniklerne på toppen tilfører syre, friskhed og sprødhed.

Pizza med laks, fennikel og kartoffel

Ingredienser

  • Grunddej til Pizza
  • 25 gr gær
  • 2,5 dl lunkent vand
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk sukker
  • 250 g tipo mel
  • 250 g fuldkornshvedemel
  • Mel
  • Olivenolie
  • 2,5 dl cremefraiche 38%
  • 1 fennikel
  • 2-3 kartofler
  • 250 g fersk laks
  • ½ citron
  • 100 g revet mozzarella
  • Topping:
  • 1-2 æbler
  • 1 fennikel
  • 1 bundt dild
  • 1 citron

Sådan gør du

  1. Opløs gær i lunkent vand med salt og sukker. Ælt de to slags mel i dejen og ælt til dejen er glat og smidig.
  2. Form dejen til en kugle og skær et kryds på midten. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse i et par timer et lunt sted.
  3. Rul pizzadejen tyndt ud i en cirkel eller hvad man har lyst til, på et melstrøget bord. Tænd ovnen på 225°. Opvarm bagpladen i ovnen til den er gloende varm. Strø mel på den varme plade. Løft dejen over på bagepladen. Dryp bunden med olivenolie. Fordel olien med pensel.
  4. Fordel cremefraiche i jævnt lag udover bunden. Skær fennikel og kartoffel i tynde skiver på en mandolin eller rivejern.
  5. Fordel kartoffel og fennikel skiver i på pizzabunden. Skær laksen i mindre stykker og læg dem i et jævnt lag på bunden. Pres citronsaft udover laksen.
  6. Dryp med olie og drys med mozzarella. Bag pizzaen i 20-25 minutter.
  7. Skær æbler i tynde både og fennikel i tynde skiver. Hak dilden. Drys æbler, fennikel og dild udover den færdige pizza.
  8. Server citronbåde til.

fisk Frokost Grøntsager

Bønnesalat med tun

Tunsalat

 

Så er ferien ved at være forbi! Om lidt starter skole og arbejde og så er det madpakketid! Jeg er vild med salater for her kan man få  hele måltidet i one go! For mig skal en salat indeholde smukke farver, være sprød og crunchy!

Salat med tun og bønner

Ingredienser

  • 2 personer
  • 200 g tun i olie
  • 200 g grønne haricot vert bønner
  • 1 rødløg
  • 1 dåse kikærter
  • 1 agurk
  • 1 bundt koriander
  • 4 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. hvidvinseddike
  • Salt og peber

Sådan gør du

  1. Nip enderne af bønnerne og kog dem i kogende vand i 3-4 minutter. Hæld vandet fra bønnerne og afkøl dem under iskoldt vand, så holder de den grønne farve. Læg bønnerne på et fad eller i en boks. Bræk tunen i stykker udover. Pil og skær rødløg i tynde både. Skyl agurken og skær den i skiver på tværs og herefter i bjælker. Dræn vandet fra kikærterne. Vend det hele rundt med bønner og tun. Hak koriander. Rør olivenolie med hvidvinseddike, salt og peber. Hæld dressingen over salaten sammen med hakket koriander.